Det ved vi om forsvarsforliget: 200 arbejdspladser til Region Midt

OVERBLIK: Region Midtjylland får 200 nye arbejdspladser i forsvarsforliget, hvor frygten for cyberangreb og truslen fra Rusland er med til, at Forsvarets budgetter ventes at få tilført penge.

Soldater, Holstebro
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Et nyt forsvarsforlig ventes at blive præsenteret søndag klokken 12.00.
    
Forliget ventes at indeholde den første egentlige budgetforøgelse siden afslutningen på den kolde krig og skal rykke dansk forsvar en division op.
    
Her er, hvad vi indtil videre ved om forliget:
    
* 1,4 milliarder kroner til cybersikkerhed:
    
I et aftaleudkast, som Ritzau og DR Nyheder er kommet i besiddelse af, står der, at en del af de 1,4 milliarder kroner blandt andet går til et nyt cybersituationscenter, der skal overvåge og skabe et bedre overblik over truslerne.
    
Der oprettes en pulje på 500 millioner kroner, som skal gå til it- og cybersikkerhed.
    
Der lægges op til at ensrette Danmarks samlede forsvar mod cyberangreb ved at styrke Center for Cybersikkerhed, der er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste.
    
* 500 nye værnepligtige:
    
Aftalen vil medføre 500 flere værnepligtige - ifølge Ritzaus kilder tæt på forløbet - hvilket var en del af regeringens udspil fra oktober. Tanken er, at de nye værnepligtige kun skal rekrutteres blandt frivillige, hvilket reelt også er tilfældet i dag, da der er så mange frivillige.
    
* 700 nye ansatte i forsvaret:
    
Ifølge DR Nyheder skal der ansættes 700 flere i forsvaret. Det skal være med til at skabe et mere effektivt forsvar, et bedre samarbejde blandt Forsvarets enheder samt at skabe en bedre regional balance.
    
De tre landsdele, der kan se frem til nye arbejdspladser, er Bornholm, Midtjylland og Syddanmark.
    
Region Syddanmark får omkring 400, Region Midtjylland får 200, mens Bornholm får cirka 100 nye arbejdspladser.
    
* Flere penge til genopbygning og stabiliserende indsatser:
    
Ifølge et aftaleudkast, som Ritzau har set, bliver budgettet til Freds- og Stabiliseringsfonden øget med 75 procent, så Forsvaret bidrager med 150 millioner kroner om året til at forebygge og stabilisere konflikter.
    
Det skal ske i regi af FN, Nato og andre koalitioner.
    
Puljen til internationale operationer skal ifølge aftaleudkastet løftes fra en halv milliard til 750 millioner kroner om året. Det er tilføjet, at midlerne ikke kun skal gå til militære operationer, men også stabiliseringsindsatser.
    
Kilder: DR Nyheder og Ritzau.