Det varme vejr påvirker flere arbejdspladser

Danmark har besøg af en europæisk hedebølge. Den kraftige sensommervarme kan drille på flere midt- og vestjyske arbejdspladser.

Det ekstra udfordrende for tømrerne at udføre deres arbejde i bagende sol uden mulighed for skygge.
Det ekstra udfordrende for tømrerne at udføre deres arbejde i bagende sol uden mulighed for skygge.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Hedebølgen har for alvor fået fat i landsdelen, og især i det midtjyske skruede solen op for varmen med temperaturer mellem 28-30 grader.

For nogle betyder de højere temperaturer en ekstra hård og varm arbejdsdag. Hos tømrersvend Lasse Bersang fra Tømrerfirmaet Jørgen Sørensen, har dagens arbejde været ekstra udfordret.

- Det er meget lidt behageligt, når det er så varmt. Vejret har ekstremt meget at sige, fortæller han.

Som tømrer har man nemlig ofte ikke de optimale forhold, når solen bager fra en skyfri himmel.

- Vi har ingen mulighed for at gå i skygge, så vi står i solen fra klokken 7 til vi får fri, fortæller Lasse Bersang.

Selvom han har arbejdet som tømrer i 20 år, så er det svært at vænne sig helt til den danske omskiftelige sommer.

- Den danske sommer kan både være med regn og 15 grader og ellers er det 30 grader og skyfrit, så man når ikke at vænne sig til, men det er samtidig også noget af det dejlige ved at arbejde udendørs, fortæller Lasse Bersang.

Men findes der så det perfekte vejr for en tømrer? Det gør der ifølge Lasse Bersang, og det er omkring 20 grader og solskin.

- Det er altid behageligt at arbejde i.

Væske, væske, væske 

Et andet sted hvor den ekstra høje temperatur giver nogle udfordringer er på Plejecenter Banebo. 

- Vi skal være opmærksom på, at vores borgere får ekstra væske, og det gør vi blandt andet ved at have sørget for vandmelon, tage en Sodastreamer i brug og servere is, fortæller Else Marie Lindberg, der er Sosu-hjælper på Plejecenter Banebo. 

Væske, væske, væske - det er mantraet på plejecenteret i disse varme dage, så hverken de ældre eller personalet dehydrerer.
Væske, væske, væske - det er mantraet på plejecenteret i disse varme dage, så hverken de ældre eller personalet dehydrerer.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

De høje temperaturer kan nemlig især påvirke de ældre.

- De kan blive dehydreret, trætte og kan få hovedpine, så vi skal være meget opmærksomme på dem i løbet af dagen. Generelt er vi opmærksomme på at få væske i dem, men selvfølgelig er vi ekstra opmærksomme her i sommerperioden, fortæller Else Marie Lindberg.