Derfor offentliggør politiet vild video fra motorvej

I denne uge har Midt- og Vestjyllands Politi ekstra opmærksomhed rettet mod dem, der ikke er så opmærksomme i trafikken.

Politiet understreger, at man ikke deler videoen for at udskamme bilisten. De vil bare gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er at køre bil, når man kører bil.

Opmærksomhed, opmærksomhed, opmærksomhed.

“En af vores kollegaer blev sidste år påkørt.“

Sådan indleder politiet et Facebook-opslag, hvor man pludselig ser en politimand komme trimlende hen ad asfalten på Herningmotorvejen.

- Det var én af mine mænd, der blev ramt, fortæller en tydeligt rystet, Jørgen Christensen, politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Udenfor billedet er der lige inden sket det, at to biler er standset op ved en færdselsulykke, en tredje kommer bagfra og banker op i den anden, som banker op i den første, som rammer en politimand på vejen. Han bliver slynget op på forruden og derefter ned på asfalten. Det er det, man ser på videoen.

Dødsulykker

Videoklippet er et led i at få folk til at køre bil, når de kører bil - altså holde opmærksomheden fra alt andet.

Og netop det er et stort problem.

- I 6 ud af 10 dødsulykker i trafikken er der uopmærksomhed eller manglende orientering involveret.

- Det er vanvittig farligt ikke at have øjnene på vejen, når man kører bil. fortæller politikommissær Jørgen Christensen fra Midt- og Vestjyllands Politi, leder af politikredsens operative færdselssektion.

Han tilføjer, at der kun skal et øjebliks uopmærksomhed til, før ulykken sker.

Den oprindelige video i en lidt længere version.

Åh, nu igen?

Jørgen Christensen fortæller, at der er lavet undersøgelser om borgernes adfærd. 90 procent mener, det er uacceptabelt ikke at have opmærksomhed på kørslen.

- Men virkeligheden er en anden, når folk selv skal omsætte det til praksis, mener politikommissæren

Undersøgelser viser også, at jo yngre folk er, jo større er tendensen til, at de bruger teleudstyr under kørslen. 57 procent af de 18 - 35 årige gør det.

Derfor er politiet endnu engang ude med en kampagne, der skal flytte fokus tilbage på trafikken.

- Det kan godt være folk tænker: “Åh, er politiet nu ude igen?” Men det er for at vise, hvor alvorligt det er, fastslår Jørgen Christensen.

1782 klip

I denne uge har Midt- og Vestjyllands Politi ekstra opmærksomhed rettet mod dem, der ikke er så opmærksomme i trafikken.

Det sker i forbindelse med en landsdækkende kontrol af brugen af blandt andet håndholdt mobil. Og allerede i løbet af ugens første to dage, måtte politiet have bødeblokken frem 22 gange.

I årets første 10 måneder har Midt- og Vestjyllands Politi uddelt 1782 klip i kørekortet for brug af håndholdt mobil bag rattet. 

Og politiets indsats i denne uge har allerede resulteret i flere sigtelser for uopmærksomhed.

På kontrollens to første dage er 22 trafikanter blevet sigtet for anvendelse af håndholdt teleudstyr, der altså kan være eksempelvis mobiltelefon, tablet eller smartwatches. 

To af dem var cyklister, der kan se frem til en bøde, mens de sidste 20 var bilister, der kan se frem til et klip i kørekortet.

2030-målsætning

Færdselssikkerheds-kommissionen vil gerne have sænket tallet til 90 dræbte på landsplan om året i 2030.

- I år er vi på 28 dræbte alene her i Midt- og Vestjylland. Skal vi nå i mål i 2030, skal der være fokus på at køre bil, når man kører bil.

- Derfor kører vi kampagner flere gange om året, for det er alvorligt, lyder det fra Jørgen Christensen.

Og der skal skrappe midler til, for at få vækket folk, erfarer politiet.

- Vi er gode til at informere og giver klip i kortet. På den måde er vi jo inde og røre ved folks kørekort. Og vi straffer hårdt med bøder på 2000 kroner, fortæller politikommissæren.

Uopmærksomhedskontrollerne i Midt- og Vestjyllands Politi sker i forbindelse med en landsdækkende kontrol og samtidig med, at Rådet for Sikker Trafik, Forsikring og Pension og en række kommuner gennemfører kampagnen ”Kør bil, når du kører bil”.

De målrettede kontroller i Midt- og Vestjyllands Politi fortsætter ugen ud.