Der må fanges flest laks i Storåen i 2017

Nu må der fanges flest laks i Storåen, og åen ved Holstebro har dermed overhalet Skjern Å.

Skjern Å har længe været den førende å, når det kommer til laksekvoter, men i år er det Storåen ved Holstebro, der har fået den største kvote. Det skriver DR Midt & Vest.

Lystfiskerne må hive i alt 475 laks i land fra Storåen i 2017, mens der i Skjern Å må fanges 420 laks.

Det er DTU Aqua, der har udmeldt kvoterne for vilde laks, og de fastslog allerede sidste år, at der ikke længere skullle udsættes lakseyngel eller laksemolt i Storåen, skriver DR Midt & Vest. Laksebestanden trives altså så godt i Storåen, at den nu kan klare sig selv uden hjælp fra udsætninger.  

Ifølge DR Midt & Vest viser DTU Aquas undersøgelser desuden, at der vil gå nogle år, før andre laksevandløb når op på Storåens niveau og dermed heller ikke har brug for udsætninger længere.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Natur.