Der er grund til optimisme

Antallet af konkurser i 2015 blev holdt på et niveau svarende til året før, og det er overvejende godt nyt for erhvervslivet.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Når en måned lakkede mod enden i 2015, så var der marginalt færre virksomheder, der stod med hånden i hatten - antallet af konkurser faldt svagt, viser nye tal fra Danmarks Statistik. 

Det er konsulentfirmaet Deloitte, der har kigget på tallene, som viser, at 821 midtjyske virksomheder gik konkurs i 2015 mod 841 i 2014. Det vidner ifølge firmaet om en svag stigning i den økonomiske aktivitet.

- Det er glædeligt at se, at Midtjyllands virksomheder kom godt igennem 2015. Dog er der kun tale om en mindre forbedring, der stadig ligger langt under København. Der er altså endnu et stykke vej, før optimismen for alvor bryder igennem, siger partner i Deloitte Bo Odgaard, der er rådgiver for en lang række mindre og mellemstore virksomheder.

Ser man på hele Danmark var antallet af konkurser da også stort set uændret i 2015. I 2014 gik 4.049 virksomheder konkurs i Danmark. I 2015 var tallet 4.029, altså stort set uændret.

- Igen vidner det om et afventende erhvervsklima, hvor der godt nok er øget aktivitet, men stadig en lang række virksomheder, der ikke formår at tjene tilstrækkeligt med penge, siger Bo Odgaard.

Og der er flere grunde til, at opturen lader vente på sig. Flere af de vigtige eksportmarkeder for midt- og vestjyderne har ligeledes kun svag vækst, og samtidig kæmper mange virksomheder med trusler fra nye, digitale konkurrenter. Men over en bred kam bliver 2016 et godt for de danske virksomheder.

- Selvom optimismen er moderat, er der absolut positive takter at spore på markedet. Lige nu sker der en hel del omstruktureringer, ligesom mange virksomheder foretager forskellige investeringer. 2016 må så vise, om de formår at tjene pengene hjem, mener Bo Odgaard. 

I alt gik 9.818 job tabt i Danmark i 2015 som følge af, at virksomheder gik konkurs.