Den hvide død: Den mørkeste dag vi nogensinde har haft

For mange andre danskere er den 14. februar Valentinsdag - en dag man bruger sammen med en, man holder af. Men i Thorsminde vil det altid være en dag, hvor mange mistede en, som de holdt af.

For den 14. februar i 1979 blev Thorsminde ramt af en kombination af hård frost og stærk vind. Det blev skæbnesvangert for 15 fiskere, der var ude denne dag. Seks kuttere forliste.

Kurt Madsen, der er formand for Thyborøn Havns Fiskerforening, og dengang fisker i Thorsminde, var selv ude på havet den dag, ulykken skete. Han mener, det er vigtigt at tale om ulykken 14. februar 1979.

- Jeg ønsker ikke at såre dem ved at rippe op i et gammelt sår. Men 38 år efter burde man jo kunne fortælle historien. For Thorsminde er det den mørkeste dag, vi nogensinde har haft. Man fortæller tit gamle historier om ting. Men jeg har aldrig hørt nogen fortælle om den overisningsulykke før. Det var forfærdeligt at være derude den dag, siger Kurt Madsen.

Sønnen, der aldrig kom hjem

Det var både erfarne og helt unge fiskere, der mistede livet. Blandt andet Gitte Thatt Jørgensens bror, Jimmy, der var 19 år på den vinterdag. Han kom med ud på prøve, efter moderen overtalte ham til det. Det tilgav moderen aldrig sig selv.

- Jeg tror, hun havde lidt skyldfølelse overfor min storebror, der var med kutteren Bounty. Det var ikke hans hyre normalt. Han var bare med på prøve. Og de var meget unge på den båd. Han havde spurgt mor mange gange, og hun syntes, at han skulle prøve. Og så tog han med. Det tilgav hun aldrig sig selv - at hun pressede på for, at han skulle med, fortæller Gitte Thatt Jørgensen.

Mindesmærket i Thorsminde står nu som et evigt minde til de fiskere, som det lille samfund mistede den dag. Og i det lille, tætte samfund kendte de alle sammen hinanden.

De holdt dengang i 1979 i flere dage fast i håbet om, at fiskerne nok skulle finde hjem efter ulykken.

- Alle havde det svært. Samfundet gik i stå i lang periode derefter. Man havde håbet. Folk vandrede op til havet hver dag. Min mor håbede til sidste dag på denne jord, at hendes søn kom igen. Man levede meget i håbet og fik meget respekt for havet, siger Gitte Thatt Jørgensen.

Tragedien ved Thorsminde er heller ikke glemt af den lokale dykker Gert Normann Andersen, som i dagene efter søgte efter de druknede på de sunkne kuttere. Han fandt ingen i bådene på bunden af havet. Kutterne var tomme.

- Reaktionen kommer først om aftenen, når du kommer hjem. Så ser du billeder igen og igen. Opgaven med at lede efter Thorsminde-fiskerne er en af de værste opgaver, jeg har været ude for i min karriere. Vi kendte jo alle sammen i Thorsminde, og ulykken ramte det lille samfund hårdt, siger han.

I Vestjylland klarer man sig selv

Selvom samfundet blev hårdt ramt, så var det ikke noget, Thorsminde-borgerne snakkede om eller søgte hjælp til.

- Jeg tror, Thorsminde er et samfund, hvor man klarer sine problemer selv og sidder på sømkassen og får en øl og snakker om vind og vejr. Man klarede de problemer selv. Stærkt sammenhold, men dybe ting, hvor mange blev berørt, klarede man selv, siger Gitte Thatt Jørgensen.

En ulykke som denne kan også have indirekte konsekvenser. Gittes mor tilgav aldrig sig selv, at hun havde overtalt Jimmy til at tage ud og sejle, og samtidig gled moderen og Gittes far fra hinanden, forklarer Gitte.

Det var heller ikke fordi, at der var meget hjælp at hente. I hvert fald ikke professionelt. Der blev hverken tilbudt psykologer eller krisehjælp. Det var en anden tid. Mange gemte deres følelser væk uden at snakke om det, og for nogle,  var det bare måden, de håndterede det på. For nogle var det bare den naturlige vestjyske mentalitet.

- Sådan er vestjyder. Man bærer det selv og ønsker ikke ynk. Vi havde mindegudstjeneste med hele byen som opbakning til de mennesker, der havde mistet. Sådan var vi sammen om den sorg, siger Kurt Madsen, der selv var en del af fællesskabet i Thorsminde.

Du kan se hele dokumentaren om ’Den Hvide Død’ herunder, og blandt andet høre om Arly Kristensen, der kalder det et mirakel, at han overlevede at være på havet den dag, da båden, han var på, havde en defekt redningsbåd.