'De fem Halder' blev indviet med et brag: Over 1000 mennesker mødte op

Seks års renoveringsarbejdet kulminerede lørdag, da De fem Halder ved Viborg blev indviet. Flere en 1000 mennesker mødte op for at opleve 800 års danmarkshistorie.

2:10
De fem Halder blev indviet med et brag.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Lørdag var der dømt hornmusik, taler og klapsalver ved Hald Hovedgaard tæt på Viborg. 

Efter seks års arbejde og renoveringer for 50 millioner kroner blev 'De fem Halder' i dag indviet, hvor flere end 1.000 mennesker var mødt op for at se de nye historiske rammer og få en guidet tur gennem 800 års Danmarkshistorie.

Danmarkshistorie er nemlig lige, hvad man finder i området. De fem Halder består af borgruiner og herregårdsmiljø mellem Dollerup bakker og Hald sø.

Området rummer 800 års historie fra middelalderen over reformationen til moderne tid. Navnet ”De fem Halder” dækker over de fem levn, som kan opleves ved Hald sø: Gammel Hald, Hald slot, Hald hovedgård, Daas herregård og Valdemars Skanse.

- Jeg synes, det betyder utrolig meget. Det er jo stort set altid her, jeg tager folk med ud, hvis jeg skal blære mig lidt over naturen i Viborg Kommune, sagde borgemester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek, ved indvielsen. 

Over 1000 mennesker mødte op til indvielsen af De fem Halder.
Over 1000 mennesker mødte op til indvielsen af De fem Halder.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Tilfredse gæster 

Lørdag viste arkitekten bag renoveringsprojektet rundt i de historiske omgivelser og hans arbejde fik ros fra gæsterne.

- Jeg er meget imponeret og synes, det fremstår meget attraktiv, siger Jacob Frølund fra Arnbjerg.

- Jeg kan egentlig godt lide de der simple minimalistiske løsninger, der alligevel ikke gør skade på landskabet, siger Rasmus Mørup Johansen fra Fly.

At projektet blev taget godt imod af de mange gæster er selvfølgelig også noget, der glæder arkitekten bag det hele, Erik Brandt Dam. 

- Det betyder selvfølgelig noget, når man har arbejdet med projektet i snart syv år, og man har gjort sig umage, siger Erik Brandt Dam.

Nu er håbet bare, at der ikke kun i dag - men også i fremtiden vil være mange, som har lyst til at opleve et stykke af Danmarkshistorien ved Hald. 

Det er A.P Møller fonden, der har betalt for størstedelen af renoveringen.