DBU vil sende landsholdet ud i provinsen

Danmarks fodboldlandshold skal i højere grad spille kamp og træne ude i de danske provinsbyer.

Landsholdet spillede senest i Herning i marts 2016. Kampen var en venskabskab mod Island og endte 2-1.
Landsholdet spillede senest i Herning i marts 2016. Kampen var en venskabskab mod Island og endte 2-1.
Foto: Scanpix/Henning Bagger

Danmarks fodboldlandshold skal være for hele Danmark og skal i højere grad ud i provinsen både for at spille kamp og træne.
    
Sådan skriver Dansk Boldspil-Union på sin hjemmeside.
    
- Fodboldlandsholdet er hele Danmarks landshold. Derfor ønsker vi, at holdet både træner og spiller kampe forskellige steder i landet, som vi også kender det fra andre lande som Spanien, England, Portugal og flere andre.
    
Alle danskere skal have mulighed for at opleve fodboldlandsholdet i en by tæt på, siger DBU-formand Jesper Møller.
    
Det er ikke nyt, at A-landsholdet spiller andre steder end i København, og kvindelandsholdet og U21-landsholdet har fast spillet i henholdsvis Viborg og Aalborg i deres seneste kvalifikationsturneringer.
    
- Der er mange store fodboldkampe og andre events i hovedstaden, men jeg håber, at hovedstadsområdet stadig har lyst til at være vært for fodboldlandsholdet.
    
- Ellers må vi overveje at rykke flere landskampe til andre byer, hvor vi har oplevet god opbakning i både Odense, Aarhus, Herning, Aalborg, Horsens, Viborg og andre steder i provinsen, siger Jesper Møller.
    
Danmark skal på tirsdag møde Tyskland i en testkamp, der afvikles på Brøndby Stadion.
    
/ritzau/