Dårligt vejr holder tyskerne væk

Det dårlige vejr betyder, at juli bliver en forfædelig måned for sommerhusudlejerne.

Campingplads regnvejr.jpg

Juli plejer at være absolut højsæson for de lokale sommerhusudlejere, men sådan er det ikke i år.

-  I år er det første gang nogensinde, at vi ikke kan melde alt udlejet i ugerne 29 og 30. Konkret står mellem 40 og 50 af vores 400 sommerhuse tomme i de to uger, siger Jan Brusgaard fra Feriepartner Thy til Thisted Dagblad.

Især de tyske turister er blevet væk fra Thy, og det er internettet der har gjort det svært at forudsige udlejningen.

 Hvor feriegæsterne førhen bookede deres sommerhuse i januar, venter de i dag helt op til deres ferie. På internetportaler kan man jo se, hvor mange ledige huse der er. Og så ser gæsterne lige vejret an, siger Jan Brusgaard til Thisted Dagblad.

Samme billede i Søndervig

Hos Novasol-Dansommer i Søndervig kan man genkende billedet fra Thy.

-Juli måned har været svær i år. Vores 1100 huse her i kommunen plejer at være fuldt booket i uge 29 og 30, som er den absolutte højsæson. Men såan har det ikke været i år. Vi kan mærke, at tyskerne har været tilbageholdende. Der fylder krisen fortsat meget, og så slås vi med at folk tror, det er meget dyrt at holde ferie her i landet, siger Lars Christensen fra Novasol-Dansommer til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Sommerhusudlejerne håber nu på, at det gode vejr i næste uge kan lokke flere turister til.