DANVA: Danskerne kræver drikkevand uden pesticider

Vandværkernes brancheorganisation glæder sig over, at regeringen nu vil forbyde brugen af pesticider på jorde omkring vandboringer.

Vandværkernes brancheorganisation DANVA glæder sig over at miljøminister, Jakob Ellemann-Jensen, vil forbyde brugen af sprøjtemidler ved vandboringer. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse. 

- DANVA har i snart 20 år arbejdet på at få politikerne til at se vigtigheden i at beskytte drikkevandet med sprøjtefri BNBO'er. Vi er glade for, at forligskredsen nu skal drøfte muligheden for at sikre fremtidens drikkevand. Men jeg vil vente med at udtrykke min uforbeholdne begejstring, til vi kender indholdet af det, som forhandlingerne kan føre med sig, siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

Jakob Ellemann-Jensen fortæller onsdag, at han er bekymret over fund af pesticidrester i drikkevandet. Derfor vil ministeren indkalde forligskredsen til en drøftelse af muligheden for at gøre boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) sprøjtefri.

quoteAlle meningsmålinger viser, at danskerne kræver drikkevand uden rester af pesticider. Vandselskaberne arbejder hver dag på højtryk for at holde stoffer i grundvandet ude af drikkevandet

Varl-Emil Larsen, direktør, DANVA

- Jeg er bekymret, når jeg hører i radioen, at nu har man fundet pesticidrester i drikkevandet her, og nu har man fundet det der, siger miljøminister, Jakob Ellemann-Jensen onsdag og vil nu indkalde forligspartier til en ny forhandling med det mål at forbyde brugen af sprøjtemidler omkring vandboringer. 

Alene i 2017 blev der ifølge Miljø- og Fødevareministeriet fundet pesticidrester i over 400 vandboringer.

DANVA: Kompensation kan være løsningen    
    

DANVA mener, det er vigtigt, at man adskiller konventionelt landbrug og indvinding af drikkevand. Det gøres blandt andet ved at erstatte lodsejeren for tabet ved begrænsningerne i det boringsnære beskyttelsesområde, hvilket kan være fremmende for dialogen lokalt om beskyttelsen af grundvandet, skriver DANVA i meddelelsen. 

- Alle meningsmålinger viser, at danskerne kræver drikkevand uden rester af pesticider. Vandselskaberne arbejder hver dag på højtryk for at holde stoffer i grundvandet ude af drikkevandet, siger Carl-Emil Larsen 

- Vi har det seneste år set fund af rester fra pesticider og biocider, som man ikke tidligere har været opmærksom på. Det er afgørende en gang for alle at standse påvirkningen på jordoverfladen i BNBO, som ministeren er inde på. Samtidig er det vigtigt at implementere metoder til at sikre kendskabet til de stoffer, der er anvendt de seneste godt 50 år, som er vasket ned gennem jordlagene og kan give problemer, siger Carl-Emil Larsen. 

De politiske nye politiske forhandlinger om sprøjtefri BNBO'er, som Jakob Ellemann-Jensen nu kalder ind til, sker som en genforhandling af pesticidaftalen, som blev indgået i 2017 mellem regeringen, Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Miljø.