Danske Spil sætter odds på Fantastiske Fællesskaber

Når TV2-programmet Fantastiske Fællesskaber løber over skærmen på lørdag, har Danske Spil sat odds på, hvem af de otte fællesskaber, der løber med prisen.

3:32
'Mejrup - Det nære i det store' vandt Fantastiske Fællesskaber 2018 i Midt- og Vestjylland.

TV2-regionerne har brugt sommeren på at finde frem til hver regions mest fantastiske fællesskab, og på lørdag løber finalen over skærmen, hvor regionernes fællesskaber skal dyste om at vinde 100.000 kroner til foreningen.

Det har fået Danske Spil til at sætte odds på de 8 finalister, så man nu kan spille på, hvem man tror bliver Danmarks mest fantastiske fællesskab.

- Vi ser hele tiden på, hvor vi kan udfordre os selv, så vi ikke kun oddssætter traditionelle sportsvæddemål. Det har vi tidligere gjort med store TV-shows som X Factor og Vild med Dans, og derfor lå det også til højrebenet at sætte odds på Fantastiske Fællesskaber, siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddsansvarlig i Danske Spil, i en pressemeddelelse.

Midt- og Vestjyllands kandidat til Danmarks mest fantastiske fælleskab er fællesskabet ´Mejrup - det nære i det store´, der kæmper for at skabe liv og sammenhold i Mejrup ved Holstebro.

Den midt- og vestjyske kandidat er dog ifølge Danske Spil ikke favorit til at løbe med titlen. Faktisk er det dem, der giver højest tilbagebetaling, hvis de skulle gå hen og vinde. I den anden ende af skalaen finder man Jels Vikingespil og Tune IF, som er kandidater fra TV Syd og TV2 Lorry.

- Mange af os har selv et forhold til foreningerne og er vokset op med dem, og derfor har det da også været lidt ekstra sjovt at sætte odds på noget, som langt de fleste danskere forbinder med positive minder,” siger oddsansvarlig i Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen.

Afstemningen slutter under et stort fælles tv-show, der sendes live fra Kulturværftet i Helsingør den 3. november klokken 19.45 - 21:00. Du kan se showet på TV MIDTVEST's egen kanal eller se det på tvmidtvest.dk.

Se alle kandidaterne og stem på din favorit her.