Dansk Byggeri vil sikre lån til yderområder

Brancheorganisationen og SF foreslår et helt nyt finansieringsinstitut.

Arkiv

Dansk Byggeri vil nu arbejde på at sikre kapital til private og virksomheder i yderområderne.

Sammen med SFs formand Pia Olsen Dyhr foreslår brancheorganisationen, at man opretter et nyt finansieringsinstitut, der skal hjælpe dem, der ikke kan få et lån andre steder.

I en pressemeddelelse konstaterer Dansk Byggeri, at det danske realkreditsystem har "vist sig utilstrækkeligt på dette område, idet der er områder i Danmark som ikke har fair lånemuligheder".

- Det er derfor, vi må handle. Det kan ske ved at lade staten skyde penge ind i et helt nyt finansieringsinstitut. Et finansieringsinstitut som kan låne penge direkte til små virksomheder og boligejere med en sund økonomi, siger administrerende direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

Organisationen og SF har fundet inspiration i det tidligere FIH - Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk.

FIH tilbød fastforrentede lån til under markedsrenten og uden løbende gebyrer. Det var blandt andet muligt på grund af et rentefrit tilskud fra staten.

- Hvis politikerne virkelig mener, at det skal være muligt at bo og arbejde i hele Danmark, så er vi altså nødt til at finde løsninger, som gør det muligt at drive og udvikle virksomheder i alle dele af landet. Vi må også sørge for, at alle boligejere sikres bedre lånevilkår, selv om postnummeret er rødt i banken eller hos realkreditten, siger Lars Storr-Hansen.