Danmarks største landboforening er på vej: - Det bliver et løft for fremtiden

Efter en ekstraordinær generalforsamling står det klart, at tre nordvejsjyske landboforeninger skal fusionere og danne Danmarks største af sin slags. Det er godt nyt for især de unge landmænd, siger medlem.

2:52
På trods af modstand blandt flere landmænd i Skive-området, så er den ny landboforning Fjorland nu en realitet.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Det har været længe undervejs, men nu er det endelig afgjort. Der skal dannes en ny landboforening i Nordvestjylland, som med 1700 medlemmer bliver Danmarks største.

- Jeg tror på, at det bliver et løft for fremtiden. En fremtidssikring, vil jeg kalde det, siger Mads Høstgaard.

Mandag aften gik han på talerstolen til en ekstraordinær generalforsamling i Landboforeningen Limfjord, hvor han anbefalede medlemmerne at stemme ja til fusionen.

I LandboThy og i Lemvigegnens Landboforening har medlemmerne allerede i maj stemt ja til en fusion. Men i Landboforeningen Limfjord har der ikke været flertal for beslutningen om sammenlægning før nu.

Det betyder, at de tre foreninger går sammen om at danne Danmarks største landboforening, som skal have navnet Fjordland. Og det bliver især en fordel for de nye landmænd, mener Mads Høstgaard.

- Den unge generation efterspørger nok noget andet end den ældre generation. Vi har muligheden for at tilpasse os de udfordringer, vi står over for, og den nye efterspørgsel, siger han.

- En skidt vej at gå

Af de omkring 220 fremmødte på gårsdagens generalforsamling stemte 89 medlemmer ja til fusionen, mens 83 stemte nej.

En af dem, der ikke ønskede at slå sig sammen med de andre to landboforeninger og derfor stemte nej til at fusionere, er Per Balleby fra Stoholm.

- Jeg tror, det er en skidt vej at gå. Jeg synes, at Landboforeningen Limfjord godt kunne have klaret sig selv lidt endnu. Vi har masser af andre muligheder, vi kunne have afsøgt, siger han.

Ifølge Per Balleby burde Landboforeningen Limfjord have afsøgt andre muligheder mere grundigt inden beslutningen om at fusionere.
Ifølge Per Balleby burde Landboforeningen Limfjord have afsøgt andre muligheder mere grundigt inden beslutningen om at fusionere.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Per Balleby køber ikke argumentet om, at der bliver bedre rådgivningsmuligheder som følge af sammenlægningen med de øvrige foreninger.

I så fald skulle man have slået sig sammen med en større forening som Agri Nord eller Sagro, mener han.

- Det kan godt være, at det er godt nok at få en stor landboforening. Men jeg tror, at det mere er personerne omkring sådan en forening, der betyder noget for, om man har indflydelse, siger Per Balleby.

Nye dagsordener kræver nye kompetencer

Lars Kristensen, der er formand for Landboforeningen Limfjord har derimod kæmpet for en fusion. Det vil nemlig give mulighed for større landspolitisk indflydelse og bedre rådgivning for landmændene, mener han.

- Vi kigger på bæredygtighed og klima og alle de nye dagsordener, som vi ikke kendte til for 10 år siden. Det kræver også nye rådgivere og kompetencer, som, vi tror, vi kan skabe ved at samle kræfterne, siger Lars Kristensen.

Lars Kristensen mener, at fusionen kommer til at sikre, at landboforeningen er rustet til at rådgive om de dagsordener, der fylder mere og mere i landbruget.
Lars Kristensen mener, at fusionen kommer til at sikre, at landboforeningen er rustet til at rådgive om de dagsordener, der fylder mere og mere i landbruget.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Han er ikke bekymret for, at organisationen bliver for stor, når medlemmerne fra de tre foreninger bliver samlet.

- Vi ved, at medlemstallet vil falde år for år. Jeg kan ikke sige, hvad den rigtige størrelse er for en landboforening, men det kræver nogle medlemmer at have de muskler, der skal til for at imødekomme alles behov, siger Lars Kristensen.

Mads Høstgaard håber, at landbruget i Salling, hvor han bor nu, med den nye, store forening bliver bedre rustet til fremtiden.

- Det er nu, vi har muligheden for at ændre på vores struktur, så vi er klar til fremtiden i stedet for at være på bagkant, siger han.