Dankort-svindlere dømt og udvist

Fem rumænere er blevet idømt fængselsstraffe for omfattende dankortsvindel. De udvises alle.

Retten,_Holstebro,_retssal2_0.jpg

De fem rumænere blev tirsdag eftermiddag dømt for svindel med dankort for over 110.000 kroner ved retten i Holstebro. De fem er dømt i en af de største sager om kopiering af dankort, såkaldt skimming.

De fem rumænere er mellem 26 og 42 år. Den ene fik tre års fængsel. To andre blev dømt et år og seks måneders fængsel, mens de to sidste slap med hvert et år. Alle fem udvises af landet.

Kopierede magnetstriber

De fem rumænere er dømt for i ti tilfælde at montere teknisk udstyr på pengeinstitutters hæveautomater og på tankstationer. På den måde har de kopieret magnetstriber og afluret pinkoder for at lave kopikort.

I følge anklageskriftet blev der hævet 110.000 kroner på kortene i Japan.

Svindelnummeret blev opdaget da Midt- og Vestjyllands Politi i september 2012 fik en anmeldelse om, at der var monteret "skimming" udstyr på en tankstation. Rumænerne blev efterfølgende sporet til et sommerhus i Thorsminde og anholdt.