Danish Crown trodser corona og leverer rekordregnskab: Nu kræver svineproducenter mere i udbytte

Slagterigiganten Danish Crown har tjent milliarder i 2020. Det skal komme andelshaverne mere til gode, lyder det fra en gruppe ejere.

Danish Crown lægger op til at udbetale knap 75 procent af det samlede overskud til andelshaverne.
Danish Crown lægger op til at udbetale knap 75 procent af det samlede overskud til andelshaverne.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Slagterigiganten Danish Crown har tjent rekordmange penge og trodset faldende svinepriser og turbulensen fra coronakrisen. 

Det oplyser slagterikoncernen i en pressemeddelelse.

Samlet set lander overskuddet på 2,3 milliarder kroner for regnskabsåret 2020/21. Det er 5,3 procent mere end det foregående regnskabsår. 

Dermed overstiger overskuddet for første gang to milliarder kroner, og selskabet lægger op til, at 1,7 milliarder kroner skal sendes retur til ejerne, fortæller direktør Jais Valeur til Ritzau. 

Derudover skal 209 millioner kroner sættes ind på svineproducenternes ejerkonti. Under særlige forudsætninger kan de udbetales til andelsejerne.

Men det er langt fra nok, lyder det nu fra foreningen Danske Svineproducenter.

- Svineproducenterne styrtbløder lige nu, og derfor opfordrer Danske Svineproducenter til, at Danish Crown udbetaler hele årets overskud til deres andelshavere, siger svineproducenternes formand, Jeppe Bloch Nielsen, i en pressemeddelelse.

Bløder for en halv million i måneden

Svineformanden peger på, at mange af hans medlemmer er hårdt ramt af faldende svinepriser. 

- Det gør ondt. Hvis ikke det retter sig i løbet af første halvdel af 2022, så kan vi ikke blive ved med at holde til det, lød det fra svineproducent Andreas Hartvigsen i oktober.

På det tidspunkt var prisen på smågrise til eksport faldet med 95 procent i løbet af 19 måneder. Det kostede ifølge den jyske svineproducent en halv million hver måned. 

- Jeg opfordrer til sammenhold. Ikke blot af navn, men af gavn, lyder det fra Jeppe Bloch Nielsen.

Budskabet fra svineproducenterne er langt fra nyt. Allerede før offentliggørelsen af regnskabet krævede svineproducenterne, at hele overskuddet skulle udbetales.

- Vi vil opfordre til, at vores landbrugsejede selskaber er varsomme med nye investeringer, set i lyset af den nuværende, vanskelige situation, lød det fra formanden 19. november. 

3:00
I oktober advarede flere svineproducenter om konsekvenserne af de lave svinepriser.
Foto: Hans Vittarp, TV MIDTVEST

Flere udfordringer

Hos Danish Crown påpeger direktøren, at det gode regnskab giver mulighed for et rekordstort udbytte til andelshaverne, men han advarer samtidig omkring, at branchen står over for flere ubekendte faktorer. 

- Der er stadigvæk corona, det kinesiske marked er stadig vanskeligt og afrikansk svinepest spreder sig fortsat i Europa.

- Så jeg vil afholde mig fra prognoser. Men jeg synes, vi har godt momentum, en stærk strategi, og vi ved, hvad vi vil, lyder det fra topchefen.

I sidste ende er det repræsentantskabet i Danish Crown, der afgør hvor mange penge, andelshaverne skal have sendt retur.  Det sker på et møde 30. november.