Dagens parti: Enhedslisten

Det er ikke meget, der er overladt til vælgerne, når Enhedslisten stiller op. Partiet har allerede afgjort, at det bliver sjællænderen Jakob Sølvhøj, der bliver valgt i Vestjyllands Storkreds.

150614Soelvhoej.jpg

I alle andre partier end Enhedslisten er det lokale kræfter, der bestemmer.

Først vælger de lokale partimedlemmer, hvem de vil have som folketingskandidater. Derefter afgør de lokale vælgere, hvem der bliver valgt, ved at stemme personligt.

Men hos Enhedslisten er det anderledes. Her er det landsmødet, der bestemmer, hvor i landet partiets spidskandidater stiller op. Sådan er det gået til, at Jakob Sølvhøj er blevet spidskandidat i Vestjyllands Storkreds og at Stine Brix er spidskandidat i Nordjylland. Og så sikrer partiet sig tilmed, at vælgerne i praksis ikke kan vælge mellem kandidaterne bagefter.

Partilisten bestemmer

Enhedslistens kandidathold er ellers ganske varieret: en pensioneret gymnasielærer fra Mors, en 21-årig sosu-assistent fra Brande, en stutteri-ejer fra Nr. Snede og en socialrådgiverstuderende fra Herrup - for bare at nævne nogle eksempler.

Hos andre partier ville den med flest krydser på stemmesedlen blive valgt - men sådan behøver det ikke gå hos Enhedslisten. Partiet bruger partiliste, og det betyder, at det altid vil være spidskandidaten, der bliver valgt, med mindre en af kandidaterne længere nede på listen selv får over halvdelen af stemmerne. Og det er ikke sket noget sted i  landet ved et folketingsvalg de seneste 20 år.

Det er for eksempel på grund af partilisten, at Lars Dohn har siddet i folketinget for Vestjyllands Storkreds de seneste fire år. Han var den, partiet ville have, og så blev han valgt på grund af partilisten, selvom han ikke havde fået flest personlige stemmer.

Sølvhøj får mandatet

Så med fire dage til valget er det altså afgjort for Enhedslistens vedkommende. Partiet ligger til et sikkert mandat i både Vestjyllands og Nordjyllands storkredse - med mulighed for to i Nordjylland, hvis partiet kan sætte en stærk slutspurt ind. Og sikkert er det altså også, at det nordjyske mandat går til gengangeren Stine Brix, mens nyopstillede Jakob Sølvhøj får mandatet i Vestjylland.

Jakob Sølvhøj er 60 år, født i Helsingør og bor nu i Herlev. Han har han brugt det meste af sit arbejdsliv i fagbevægelsen og har de sidste ti år været formand for FOA's pædagogiske sektor. Han har været med i Enhedslisten siden begyndelsen for 25 år siden. Men det er altså først nu, han træder ind på den landspolitiske scene.

 

Klik herunder og se kandidat-videoer med politikere nævnt i denne artikel:

Jakob Sølvhøj

Lea Maria Kielsholm

Torben Anton Hansen

Heidi Steenberg Rud

Du kan se mere om Enhedslisten i dagens udgave af Valg På Vej

 

7:44