Cykling: Fuglsang pønser på ny Tour-taktik for at undgå uheld

Jakob Fuglsang overvejer, om han fremover skal droppe klassementet og i stedet køre efter etapesejre i Touren.

Jakob Fuglsang overvejer at skifte taktik i Touren. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT / Ritzau Scanpix

Nedturen og den utidige afgang fra Tour de France får Jakob Fuglsang til at overveje, om han i fremtiden skal have en anden tilgang til sin deltagelse i verdens største cykelløb.

Mere konkret spekulerer han på, om han skal droppe at køre efter en høj placering i det samlede regnskab. 

Læs også Græd i ambulancen efter nedtur: Nu retter Fuglsang blikket mod Vueltaen

Karrierens bedste placering i en grand tour er syvendepladsen i Tour de France i 2013. 

Sidste år blev han nummer 12, og heller ikke i år lignede han en rytter, der kunne blande sig i kampen om podiepladserne, inden han blev bremset af uheld.

- Selvfølgelig tænker man nogle gange, at det måske ville være smartere at gå ind til et Tour de France med et andet perspektiv. Forsøge at gøre det på en anden måde. Men det vil jeg ikke beslutte nu, siger Fuglsang.

I stedet for at køre for klassementet skulle han i givet fald jagte etapesejre. 

Andre har gjort det med succes

Det har man eksempelvis set en rytter som Simon Yates gøre med stor succes i Touren, hvor han foreløbig har vundet to etaper.

- Så kunne jeg tage det dag for dag. Nogle dage kunne jeg så sidde tilbage blandt mine holdkammerater, og hvis feltet knækker, så knækker det. Så taber vi tid, men så slipper jeg for at ryge på røv og albuer.

- Det er en mulighed for at forsøge at undgå alle de her uheld, siger Jakob Fuglsang.

Den 34-årige dansker går nu efter at blive en del af Astanas hold til Vuelta a España, der begynder 24. august.

/ritzau/

Læs også Brian Holm: Løbet er kørt for Fuglsangs podiedrøm i Touren