Chauffører på dyretransporter truer med at nedlægge arbejdet

Som det er nu, risikerer chauffører at få store bøder, hvis der er skader på de dyr, de transporterer. Det, mener de ikke, er i orden.

Sammen med 120 andre dyretransport-chauffører har Michael Sigaard valgt, at han fra onsdag vil nedlægge arbejdet.

De vil have ændret reglen om, at de som chauffører står med ansvaret, hvis der bliver fundet skader på de dyr, de transporterer.

- Vi oplever et kæmpe ansvar, der ligger på vores skuldre, for noget som vi ikke har en chance for at gøre noget ved. Vi snakker gamle skader, som vi bliver dømt for og får bøder for, så vi hele tiden lever med en stressfaktor. Er det nu i orden, det vi kommer med, og har jeg nu kigget ordentligt efter, fortæller Michael Siegaard, der er chauffør ved Vemb Dyretransport og en del af styregruppen for dyretransport-chauffører.

Fra politisk side vil man gerne høre, hvad chaufførene har at sige, men henviser også til, at alle tal peger på, at den pågældende situation er i bedring.

- Vi har et godt demokrati i Danmark, hvor vi har god dialog med hinanden, og når man på den måde går ud og prøver at true sig til sine synspunkter, jamen, det kommer der aldrig noget godt ud af. Ministeriet de har tilbudt møder med chaufførerne, så lad os sætte os ned stille og roligt med en kop kaffe og få lagt problemstillingerne på bordet, siger Anders Kronborg, der er fødevareordfører for Socialdemokratiet.

Fødevareministeriet har indkaldt til et møde mellem parterne, så man kan få løst problemet, men indtil der ligger en plan klar, så er der ingen chauffører, der kører onsdag.

Der skal en plan på bordet

Hvis der ikke kører transporter, så kommer det til at ramme svineavlerne, og vil give overvægtige dyr og ringere kvalitet.

- Der skal ikke gå ret mange dage eller uger, så begynder det at koste dyrevelfærd, fordi vi har indsat grisene efter, at de skal afsted. Hvis vi ikke kan overholde det, så bliver grisene større, og har ikke den plads, der skal til. Det er ikke godt, siger Anders Rahbek, der er landmand og driver Frølund Agro.

Han har fuld forståelse for, at chaufførerne siger, at nok er nok, og den forståelse bliver også delt fra politisk side.

-Jeg vil godt understrege meget klart, at det naturligvis ikke skal være sådan, at chauffører føler sig kriminaliseret allerede inden, de sætter sig ud i styrehuset på lastbilerne. Det politiske fokus er der, og derfor håber jeg også, at vi kan sætte os ned stille og roligt, få fakta på bordet og snakke om tingene, fortæller Anders Kronborg.

Men for chauførene skal problemet altså løses i dag og ikke i morgen.

- At de kommer i 11. time er jo brandærgerligt og ret irriterende, men vi stopper stadigvæk onsdag, hvis der ikke ligger en aftale. Jeg krydser stadigvæk fingre for, at vi tager på arbejde onsdag, men det ser sort ud lige pt, fortæller Michael Sigaard.

Dyretransport-chauffører truer med at nedlægge arbejdet, fordi de risikerer bøder for gamle skader på dyrene