Bygningspuljen 2020: Niels Christian Sørensen håber på tilskud til ny varmepumpe

Niels Christian Sørensen fra Holstebro har søgt om tilskud fra regeringens nye bygningspulje til udskiftning af sit oliefyr.

Niels Christian Sørensens oliefyr er fra 1951 - samme år, som huset blev bygget. Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST"

Fra i dag kan boligejere søge om tilskud fra Bygningspuljen 2020 til at energirenovere sin bolig. Regeringen har afsat 245 millioner kroner til puljen, der skal få danskerne til at optimere deres hjem til at bruge mindre energi.

Læs også Boligejere kan nu få tilskud til at energirenovere hjemmet

Niels Christian Sørensen fra Holstebro er en af dem, der gerne vil skifte sit næsten 70 år gamle oliefyr ud med en mere miljørigtig varmepumpe.

- Det er, fordi oliefyret er gammelt, og det skal jo udfases på et tidspunkt inden for de næste 10 år. Og så sparer jeg jo 1,5 tons CO2 om året med en varmepumpe. Så jeg fremtidssikrer bare ejendommen, siger han.

For Niels Christian Sørensen er det afgørende, at han kan få tilskud til udskiftningen af oliefyret. Han regner med at kunne få cirka 24.000 kroner fra puljen, så han kun selv skal betale 79.000 kroner for en ny luft til vand-varmepumpe.

- Det betyder alt. Hvis ikke jeg fik tilskud, så kan oliefyret køre 10 år endnu, siger han.

Med tilskuddet regner Niels Christian Sørensen med, at hans nye varmepumpe har betalt sig hjem på mellem otte og 15 år.

Stor efterspørgsel

Det er ikke kun Niels Christian Sørensen, der er interesseret i pensionere sit oliefyr. Hos ENOVA A+, der arbejder med rådgivning og salg af varmepumper, oplever de stor efterspørgsel på viden om pumperne lige nu.  

- Vi har rigtig, rigtig travlt. Vi har rigtig mange rådgivningssituationer i øjeblikket. Installationsmæssigt står det lidt stille, fordi alle venter på de tilskud, der nu bliver åbnet op for i dag, siger kunderådgiver Michael Andersen.

Læs også Smittetallene går den gale vej i Midt- og Vestjylland

Interessen for varmepumper er så stor, at ENOVA A+ har været nødt til at se sig om efter flere medarbejdere.

- Vi er i gang med at ansatte det dobbelte antal installatører, af hvad vi har i dag, for at kunne følge med det massive tryk, vi forventer, der kommer – ikke kun lige nu, men også fremadrettet. Det er jo sådan, at den pulje, der åbner nu, kun er for i år, og så kommer ny pulje fra januar igen, siger Michael Andersen.

Ifølge ham kan alle, der enten har et oliefyr eller et gasfyr, spare så meget energi ved at skifte til en varmepumpe, at deres bolig indfrier klimamålet for 2030.

- Uanset om det er jordvarme eller luft til vand-varmepumper, så er det varmekilder, hvor der er så store besparelser, at alle folk øjeblikkeligt indfrier klimamålet for 2030, fordi alle ryger over 70 procents besparelse af CO2, siger han.

Hvis man vil have tilskud fra Bygningspuljen, skal man søge, inden man går i gang med at renovere sin bolig. Udover varmepumper kan man blandt andet søge om tilskud til bedre isolering eller nye vinduer.