Busdriften er truet: - Det er ikke fair

Midttrafik mangler 312 millioner kroner, hvis der skal køre ligeså mange busser næste år - som der gør nu. I dag gav transportministeren et plaster på såret.

4:47
Mathias Krogh og Agnes Nielsen pendler hver dag fra henholdsvis Thyborøn og Thyholm til deres uddannelse i Nr. Nissum.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Selvom der ikke er lige så mange med busserne her i landsdelen, som der er i storbyen, så er bussen vigtig for dem, der bruger den.

- Jeg har jo ikke andre muligheder for at komme herud. Min mor har ikke bil, siger Mathias Krogh, der dagligt tager turen fra hjemmet i Thyborøn til skolen i Nr. Nissum.

Derfor vil det få konsekvenser, hvis Midttrafik skal barbere 30 procent af næste års budget og altså derfor også en del af de daglige bus-afgange.

quoteDet her får dybe konsekvenser. Jeg er faktisk bekymret for, hvor vi kan havne henne.

Steen Vindum, formand, Midttrafik

- Det er ikke fair, fordi vi skal have lige så mange muligheder som dem inde i de større byer, siger Agnes Nielsen, der er afhængig af den offentlige trafik mellem Thyholm og Nr. Nissum.

Når trafikselskaberne mangler penge, er det dels fordi passagererne ikke er vendt tilbage efter coronanedlukningerne. Alene i Midtjylland mangler Midttrafik 312 millioner kroner, hvis der skal køre ligeså mange busser næste år, som der gør nu.

Tirsdag gav transportministeren derfor et plaster på såret. Cirka 40 millioner lander i Midtjylland.

- Regeringen ønsker, der skal være offentlig transport i hele Danmark, og det er baggrunden for, at vi i dag har givet et ekstra coronatilskud, siger transportminister Trine Bramsen, Soc.dem.

Men selvom pengene lander på et tørt sted, så hænger økonomien i busdriften langt fra sammen.

- Det her får dybe konsekvenser. Jeg er faktisk bekymret for, hvor vi kan havne henne, siger Steen Vindum, der er formand for Midttrafik.

Transportministeren sætter nu gang i et forløb, hvor hun sammen med trafikselskaberne vil se på, om det er de rigtige tilbud, der er til borgerne.