Bortførelse og voldtægt af niårig: Nu har forældrene fortalt deres version

Ifølge forældrenes forklaring skulle pigen være blevet truet til ikke at fortælle om episoden.

Tirsdag formiddag tog forældrene til den niårige pige, der ifølge politiets overbevisning sidste år blev lokket ind i en bil i Vinderup og efterfølgende voldtaget ved et øde naturområde på Mors, de tunge skridt op til vidneskranken i byrettens retssal A.

Pigens far var den første til at afgive forklaring. Foranlediget af spørgsmål fra specialanklager Pia Koudahl fortalte han blandt andet om det opkald fra skolen, han fik fem dage efter, at episoden med datteren skulle have fundet sted.

Faren forklarede, at skolen ringede for at fortælle, at de var blevet ringet op af en person, som skulle have set hans datter stige ind i en bil med en utryg mine.

I første omgang kædede han det ikke sammen med den aften, hvor han og hustruen havde undret sig over, at datteren kom lidt senere hjem end aftalt. Alligevel vidste han instinktivt, at han skulle have fat i sin hustru. Da han over telefonen fortalte hende, hvad skolen havde sagt, blev der stille i den anden ende af røret, forklarede han i retten.

- Det var den dag, hvor X (Pigens identitet oplyses ikke,red.) kom sent hjem, forklarede faren, at hustruen så sagde.

Sagen kort

Pigen turde ikke sige noget

Også pigens mor fortalte om de dage i juni sidste år under sin vidneforklaring. Hun var tydeligt berørt af situationen, og med lommetørklæder i den ene hånd tog hun plads på stolen midt i retssalen.

quote- Jeg kan bare huske, at hun siger igen og igen: ”Jeg vil ikke snakke med dig far. Jeg siger ikke noget

Den dengang niårige piges far

Hun forklarede blandt andet også om det opkald, hun fik fra sin mand den dag.

- Jeg får det rigtig dårligt, fordi det har nok hele tiden ligget og luret, at der var noget underligt, fortalte hun om sin reaktion på telefonsamtalen.

Det var hende, der talte med pigen den aften, hvor hun kom senere hjem, end det tidspunkt de havde aftalt. Her forklarede pigen sin mor, at det var fordi, at hun var faret vild på vejen hjem. Det undrede moren sig over, fordi datteren plejede at kunne finde hjem.

Da forældrene talte med pigen efter opkaldet fra skolen, ville hun ikke rigtig sige noget, men forældrene fik alligevel oplysninger ud af datteren, der fik dem til at melde sagen til politiet med det samme.

- Jeg kan bare huske, at hun siger igen og igen: ”Jeg vil ikke snakke med dig far. Jeg siger ikke noget,” forklarede faren i retten.

I retten spurgte politiets specialanklager også pigens mor, hvorfor datteren ikke selv havde sagt noget om episoden inden. Her forklarede moren, at pigen på et tidspunkt efter skolens opkald har fortalt, at hun havde fået at vide, at der ville ske hendes mor noget, hvis hun fortalte det. 

Efter cirka halvanden times afhøring i byretten i Holstebro, kunne forældrene mandag formiddag tage hinanden i hånden og forlade retssalen. 

Nægter sig skyldig

De næste mange timer af tirsdagens retsmøde gik med, at pigens forklaring, der var optaget på video, blev afspillet. Det foregik bag lukkede døre, og der var derfor ingen adgang for pressen eller almindelige tilhørere. 

Den 35-årige mand, der er tiltalt i sagen, blev afhørt i går på sagens første dag. Han nægter sig skyldig i alle anklager mod ham – både bortførsel, voldtægt og de trusler, han også er tiltalt for at have fremsagt til pigen.

Han forklarede, at han den aften var kommet forbi i bil og havde set pigen stå i vejkanten og kigge ned i jorden, hvilket fik ham til at stoppe op og tilbyde hende et lift det sidste stykke ind til Vinderup. Der skete ikke noget seksuelt på turen, og han satte blot pigen af ved plejehjemmet i byen, før han selv kørte hjem, fortalte han mandag.

Hvis han findes skyldig, går anklagemyndigheden efter at få ham idømt forvaring, der er en tidsubestemt straf. Det er en sanktion, der kan komme på tale, når der efter anklagemyndighedens opfattelse er tale om en særlig farlig person.

Der ventes at falde dom i sagen 8. eller 9. juli.

Retten i Holstebro tog i dag hul på en omfattende sag, hvor en 35-årig mand er anklaget for at have bortført og voldtaget en ni-årig pige i juni sidste år.