Børn læser dårligere - 'forældre skal komme ind i kampen'

Det er ikke kun skolen, der har ansvaret for, at børn skal lære at læse. Forældrene skal også tage et ansvar - i hvert fald hvis man spørger Juliane Overgaard fra Vildbjerg.

Familien Overgaard forsøger at læse sammen så tit som muligt.
Familien Overgaard forsøger at læse sammen så tit som muligt.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

De danske børn er blevet dårligere til at læse. Det viser resultatet af de nationale tests. Og det er et rigtig stort problem, mener undervisningsministeren.

- Hvert tiende barn kommer ud af folkeskolen uden basale kundskaber, og det skal man som samfund ikke acceptere. De her tal er alarmerende, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun mener, at samfundet skal insistere på, at der bliver lavet om på de danske børns læseævne. 

- Der findes ikke snuptagsløsninger, men vi skal stille og roligt arbejde os hen imod et svar, siger undervisningsministeren. 

Juliane Overgaard fra Vildbjerg har fire børn, og hun mener, at der skal ske et samarbejde mellem skolen og forældrene. 

- Skolen giver børnene nogle redskaber, men det er os herhjemme, der skal øve med dem, siger Juliane Overgaard.

- Der er flere forældre, der må komme ind i kampen. Der er flere forældre, der må finde ud af, hvad de kan gøre som forældre, fortsætter hun.

Børnene vil hellere lave noget andet 

For Juliane Overgaard er det ikke altid lige let at få børnene til at læse. 

- Skolen vil gerne have, vi læser 10 minutter til et kvarter hver dag. Da vil håndhævede det, var det en daglig kamp, hvor Jonas blev ked af det og sur, siger hun om sin 9-årige dreng.

- Det er sjovt at læse, hvis det er om noget, der interessere mig, men det er kedeligt, hvis det handler om håndbold eller fugle, siger Jonas Overgaard på 9 år.

- Det spilder alt min tid, som jeg kunne have brugt på at spille computer, fortsætter han. 

Også de andre børn i familien synes, der er andre ting, der er mere interessante end at læse, når de kommer hjem efter en lang dag i skolen. 

- Jeg kan godt forstå, hvis børnene synes, at det er træls, når de kommer hjem fra 7-8 timer i skolen, og så kommer mor også med bogen, siger Juliane Overgaard. 

Hjemme hos familien Overgaard løser de den manglende læselyst med familielæsning, på dage hvor børnene kan overskue det.

3:16
For femte år i træk er børnenes læsefærdigheder faldet i den nationale test.