Borgmester: Sirenefejl må ikke ske igen

En fejl i sirenevarslingen fredag aften får mange borgere til at kritisere politiet for at være for langsomme på de rette kanaler. Herning Kommunes borgmester forventer handling.

Sirenerne skulle kun være gået i gang i Viborg men endte fredag aften med at lyde i hele landsdelen. Fejlen må ikke ske igen, lyder det fra borgmester.
Sirenerne skulle kun være gået i gang i Viborg men endte fredag aften med at lyde i hele landsdelen. Fejlen må ikke ske igen, lyder det fra borgmester.
Foto: Søren Steffen / Scanpix Nordfoto

Ligesom mange andre undrede borgmestrene i Herning og Holstebro sig over fejlen med sirenevarslingen fredag aften, der skyldtes en brand i Viborg.

- Der tænkte jeg lige, hvad sker der her. Jeg havde lige hørt om branden i Viborg og tænkte, det er da 50 km væk, kan det virkelig være vindretningen, der spiller ind, fortæller borgmester i Holstebro Kommune HC Østerby (Soc.dem) om oplevelsen.

Mens borgmesteren som formand for Nordvestjyllands Brandvæsen ved, at han bliver kontaktet af beredskabet som en af de første, hvis den er gal, så tog han det forholdsvist roligt på trods af sirenevarslingen. Men det var der mange borgere, som ikke gjorde. 

Politi får kritik på sociale medier

Mange udtrykte bekymring over for politiet på de sociale medier, og kritiserede samtidig, at myndigheder og medier ikke var hurtigere ude med en beredskabsmeddelelse. Det beklager Rigspolitiet i dag overfor flere på Twitter. 

- Det gik desværre for langsomt med at få info frem til DR og TV 2. Men vi går normalt efter at bruge så mange kanaler som muligt, og Twitter er en god måde hurtigt at få info ud til alle medier, der så kan informere befolkningen, skriver Rigspolitiet på Twitter. 

Rigspolitiet svarer Klaus Læborg, der undrer sig over, at politiet de første mange minutter kun kommunikerede via twitter. 
Rigspolitiet svarer Klaus Læborg, der undrer sig over, at politiet de første mange minutter kun kommunikerede via twitter. 
Foto: Twitter

Midt- og Vestjyllands Politi skrev om branden på Twitter klokken 21.39, men først klokken 22.24 udsendte Rigspolitiet sirenevarsling for Viborg, som altså endte med at nå hele landsdelen. Fem minutter senere skrev politiet så på twitter, at sirenevarslingen uden for Viborg var en fejl. En fejl som Rigspolitiet fortsat ikke har kunne redegøre for. Mange borgere har kritiseret, at en beredskabsmeddelelse i radio og på landsdækkende kanaler ikke kom ud lige så hurtigt som på twitter, samtidig med at beredskabsstyrelsens egne kanaler ikke var opdaterede og gik ned.

Jens Peter Sørensen kritiserer, at siden beredskabsinfo var nede. Dette er dog en nyhedsside for beredskabet og ikke en officiel kanal for beredskabsmeddelelser. Beredskabsstyrelsens egen side for meddelelser er dog ikke opdateret siden 9. januar. 
Jens Peter Sørensen kritiserer, at siden beredskabsinfo var nede. Dette er dog en nyhedsside for beredskabet og ikke en officiel kanal for beredskabsmeddelelser. Beredskabsstyrelsens egen side for meddelelser er dog ikke opdateret siden 9. januar. 
Foto: Twitter

Krarup kalder det pinlig fejl

Borgmesteren i Herning Kommune er ligesom kollegaen i Holstebro også formand for det lokale beredskab. Her blev Lars Krarup hurtigt beroliget, men blev samtidig kontaktet af flere bekymrede borgere og fik også kommunen til hurtigt at melde sirenefejlen ud på deres hjemmeside og på facebook. Til Herning Folkeblad kalder borgmesteren det for en pinlig fejl.

- Det er en pinlig fejl, som man må lære af, så det kan sikres, at det ikke sker igen. Det bliver der nødt til at være en ledelsesmæssig opfølgning på. Jeg kan forstå, at politiets telefoner blev lagt ned, og det skal politiet tage ved lære af, så der bliver kommunikeret ud på alle tænkelige platforme, siger Lars Krarup til avisen.  

Han bemærker over for avisen, at fejlen sker kun en uge efter, at Rigspolitiet har overtaget ansvaret for sirenevarslingen fra Østjyllands Politi. 

I Holstebro har borgmester HC Østerby ikke hørt fra bekymrede borgere, og derfor har det heller ikke givet anledning til en større snak i kommunen.

- Jeg har ikke hørt, at vi er blevet kontaktet, og var vi blevet det i stor stil, så havde kommunen også informeret på hjemmeside og facebook. Folk har nok med ro i sindet holdt sig indendøre og tænkt, så sker der nok ikke noget, konstaterer han.

Politiet fortæller til beredskabinfo, at de under forvirringen fredag aften havde op mod 600 opkald i kø på politiets servicenummer 114 og alarm 112. 

4:43
Sent fredag aften var der brand med farlig røg i Viborg, men varselssirenerne lød ved en fejl i hele Midt- og Vestjylland.