Bopælen afgør ventetid til speciallæge

Der er stor forskel mellem regionerne på, hvor hurtigt man får tid hos en speciallæge.

I det midtjyske er der 16 ugers ventetid.
I det midtjyske er der 16 ugers ventetid.
Foto: Mikkel Møller Jørgensen / Scanpix

Din bopæl afgør i høj grad, hvor længe du skal vente på en psykiater, hudlæge eller anden slags speciallæge.

Det betyder, at midt- og nordjyder må vente i henholdsvis 16 og 23 uger, mens børn og unge i Region Nordjylland i gennemsnit må vente otte måneder på at få en tid hos en psykiater.

I Region Syddanmark ligger ventetiden på to måneder.

Det skriver Ugebrevet A4, som har udarbejdet en ny opgørelse over ventetider til speciallæger på baggrund af en aktindsigt i Danske Regioner. 

Lektor Henrik Brønnum-Hansen fra Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet påpeger, at der generelt mangler speciallæger i de områder i landet, hvor flest borgere bliver ramt af sygdomme eller andre lidelser.

Lang ventetid er et problem

Derfor er der nogle steder lange ventetider.

- Det er et problem, når dækningen ikke svarer til behovet. Det ser ud til, at der er steder i landet, hvor behovet ikke bliver dækket i samme grad som andre steder.

- Derfor bliver det ens adresse, der afgør, hvor længe man skal vente på at få behandling for sin sygdom, siger Henrik Brønnum-Hansen til Ugebrevet A4.

Sundhedsordfører hos Dansk Folkeparti Liselott Blixt kalder forskellene for et stort problem.

- Det er ikke acceptabelt, at vi har de forskelle, når vi alle sammen siger, at vi skal have lighed i sundhed, siger hun til Ritzau.

/ritzau/