Boom i tyverier af dyre sportscykler

Der er stort boom i antallet af tyverier af dyre cykler. I 2017 har politiet registreret 31 indbrud, hvor tyve har stjålet dyre racercykler eller MTB.

8:45

Politiet i Midt- og Vestjylland er i år begyndt at holde ekstra øje med, hvor mange racercykler, der bliver stjålet. Indtil videre har tyve brudt ind her i området og stjålet cykler 31 gange.

- Vi kan se, der ligesom er kommet et andet mønster. De går simpelthen alene efter cyklen, de bryder ind, mens folk ligger og sover. Stjæler cyklen, og de ting der hører til cyklen, tager de med også. Og andre ting lader de stå i villaen, så det er cyklen der er objektet, og det er derfor vi sætter øget fokus på det nu, siger politiinspektør Ole Henriksen fra Midt og Vestjyllands Politi.

Alene indenfor de seneste fjorten dage er der blevet stjålet fem cykler ved indbrud. Senest fik Michael Hinge fra Bording stjålet to cykler til en samlet værdi af 90.000 kroner fra sit hjem.

- Jeg opdager det mandag morgen ved, at jeg lige kommer hjem og kigger indenfor og væk er de. Det er et forholdsvis utilgængeligt sted mit værksted, det ligger på en lukket stikvej. Man skal virkelig vide, hvad man går efter, og man skal kende stedet frem for alt, hvis man skal have noget med herfra uden at blive opdaget. Jeg er virkelig nedtrykt over det, siger Michael Hinge. 

Lige så nemt det er at finde frem til, hvor der står dyre cykler. Lige så svært er det for politiet at opklare tyverierne af de dyre cykler.

Ud af de 31 indbrud i år er fire blevet opklaret. 

- Nogle bliver selvfølgelig solgt som stjålne cykler til udlandet, det er der ikke nogen tvivl om. Men jeg tror også, at der er rigtig mange, der bliver omsat herhjemme. Cykler der bliver simpelthen skilt ad og solgt som reservedele. Og det er den eneste måde man kan gøre det på. Fordi i cykelkredse der vil man vide, hvilke dyre cykler der er blevet stjålet, og de vil blive genkendt med det samme, siger politiinspektør Ole Henriksen.

- Jeg tror. Det miljø der står for det her. De har nogle bestillingssedler på nogle frække hjul. Så bliver de frække hjul solgt og stellet som er nummeret, den ryger så måske til udlandet. Men jeg tror, det bliver solgt i Danmark. Og jeg tror, der er et rigtig hårdt dansk miljø, der står bag. Og muligvis nogle udlændinge der bliver sendt ud som kurer. Men jeg tror, det er danskere. Og de er ret godt inde i cykelsporten, og derfor har de det rigtig, rigtig nemt. Såå shame on you, siger Per Pedersen.