Bondo skal forklare udskudt arbejdstidsaftale

Strid om lærernes arbejdstid er udskudt. Løsning skal findes inden 2021. Lærerformand forventer skuffelse.

Anders Bondo Christensen
Foto: Scanpix / Kasper Palsnov

Lærerne har ikke fået en arbejdstidsaftale i nyt forlig om overenskomster på det kommunale område.

I stedet er parterne blevet enige om, at der skal findes en løsning i et nyt forhandlingsforløb, der skal være afsluttet senest i 2021.   

Det viser forliget mellem Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation, som er faldet på plads fredag.

Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, der har forhandlet for alle ansatte i kommunerne, er tilfreds, selv om det ikke lykkedes at komme i mål med en arbejdstidsaftale, som hele fagbevægelsen ellers havde sat alt ind på. 

- Som alle ved, har Michael Ziegler og jeg siddet i fem måneder og prøvet at finde hinanden. Det har vi ikke kunnet. Derfor har vi i fællesskab besluttet, at vi skal have et bedre grundlag for at lave en aftale, siger Anders Bondo Christensen.

- Jeg tror på projektet. Jeg vil have en ordentlig aftale, og det er det, vi forsøger at få nu, siger han. 

Skal møde tillidsfolk landet over 

I de kommende uger skal Anders Bondo Christensen møde lærernes tillidsfolk på skolerne, inden aftalen skal sendes til afstemning blandt medlemmerne.

- Jeg tager rundt og møder tillidsrepræsentanterne i hele landet og forklarer, hvad det går ud på. Det første møde er på onsdag, siger han.

- Der vil helt sikkert være nogle, der stemmer nej, fordi de er frustrerede over, at det ikke blev til en aftale, siger han.

Lærerformanden afviser, at den nedsatte kommission er en syltekrukke, og at resultatet er dårligt for lærerne. 

- Det er der nok mange medlemmer, der umiddelbart vil synes. Men de skal se på, hvad den kommission rent faktisk vil lave, så snart grundlaget er afdækket, så kan vi komme i gang, siger han.

Ekspert: "Der vil være mange nejstemmer"

Fredag kunne kommunernes topforhandler, Michael Ziegler, Anders Bondo Christensen og resten af forhandlerne på det kommunale område meddele, at de havde indgået en aftale om nye overenskomster. 

Aftalen løser de største knaster i forhandlingerne - om løn, sikring af betalt spisepause og lærernes arbejdstid, lød det.

Det bliver nok svært for lærernes formand, topforhandler Anders Bondo Christensen, at få mobiliseret stor opbakning til det forlig, han har indgået med kommunerne.

Det vurderer arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

- Det er helt åbenlyst, at han får brug for alle talegaver, når han skal ud i landet og overbevise sine medlemmer om, at de skal stemme ja. Der vil være en stor mobilisering af nejstemmer, siger Henning Jørgensen.