Boligsalget i februar slår rekord med næsten 8500 salg

Der blev solgt næsten 8500 villaer, rækkehuse og ejerlejligheder i februar. Det er helt usædvanligt.

Der har været godt gang i boligmarkedet under næsten hele coronakrisen.(Arkivfoto)
Der har været godt gang i boligmarkedet under næsten hele coronakrisen.(Arkivfoto)
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Siden Boligsiden begyndte at føre statistik over antallet af bolighandler i 2011, har portalen ikke set så høje salgstal som i februar i år.

I februar blev der solgt 5954 villaer og rækkehuse, mens der blev solgt 2452 ejerlejligheder landet over, oplyser Boligsiden.

Salget har i en længere periode været usædvanligt, fortæller Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør for Boligsiden.

- Vi har været i en usædvanlig periode nu i knapt et år, hvor der bare er rigtig meget gang i boligmarkedet, siger hun.

Boligbyrden - det som husstanden bruger af sin indkomst på at eje boligen - er lav for tiden, og det kan være forklaringen på, at så mange begiver sig ud i et boligkøb, vurderer hun.

- Det vil sige, at der er rigtig mange, der har sagt: "Okay, med de boligpriser, så kan jeg godt være med", og så tør de godt kaste sig ud i et nyt eventyr, nu hvor der er god tid, og hvor man kan se frem til, at man måske alligevel ikke kommer på den sommerferie til udlandet, som man håbede på, siger hun.

Birgit Daetz henviser til, at coronakrisens nedlukninger betyder, at udlandsrejser til sommer er usikre.

Coronakrisen har således ikke sat et negativt præg på det danske boligmarked.

Selv om salget har været højt i store dele af det seneste år, kommer boligsalget i februar som en overraskelse, fortæller hun.

Salget er normalt først stille og roligt ved at komme i omdrejninger i februar, der samtidig også er den korteste måned på året.

I alle landets regioner er salget steget med minimum 30 procent i februar, hvis man sammenligner med februar 2020.

Selv om der allerede har været god fart på boligmarkedet gennem længere tid, kan det se ud til, at prisstigningerne fortsætte.

De ventes dog at blive mere afdæmpede, lød det torsdag i Nationalbankens nyeste prognose for udsigterne for dansk økonomi.

Huspriserne ventes i 2021 at være 9,7 procent højere end året før. Langt størstedelen af prisstigningen er dog allerede sket.

På vej ind i det nye år var prisen på et enfamiliehuse således 8,5 procent dyrere end den samme måned året forinden.

/ritzau/