Bøn fra Dyrenes Beskyttelse: Lad de små rålam være i fred

Dyrenes Beskyttelse får hvert forår mange opkald fra velmenende mennesker, der tror, de har fundet et rålam i nød. Men det er ikke tilfældet.

Her ses et lille rålam, der venter på sin mor.
Her ses et lille rålam, der venter på sin mor.
Foto: Tereza Hanoldova

Hvert eneste år får Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 mange henvendelser fra borgere, der undrer sig over, at rålam ligger alene i naturen. Mange tror nemlig, at rålammet er blevet forladt, når det ligger alene. Men det er sjældent tilfældet.

- Mange folk ved ikke, hvornår et rålam er i nød, og hvornår det bare opfører sig som et normalt rålam i naturen. Det er helt naturlig adfærd, at små rålam det meste af tiden ligger alene. Når nogen kommer tæt på, trykker det sig blot ned mod jorden for at skjule sig selv, forklarer Michael Carlsen, biolog ved Dyrenes Beskyttelse.

Lammene er ustabile på benene i den unge alder, så det meste af tiden ligger de og gemmer sig i græs og buskadser, mens deres mor er ude efter føde. Mange velmenende mennesker opfatter det som om, at rålammet er i nød, når de finder det liggende alene i græsset. Men faktisk er det bedste, man kan gøre for rålammet, at skynde sig væk. 

Hold afstand til rålammet

Den bedste måde at hjælpe et rålam på er altid at lade det være i fred. Det er ikke i nød, fordi det ligger alene i buskadset eller går og kalder. Tværtimod kan det være at rålammets mor er lige i nærheden, men ikke tør nærme sig fordi der er mennesker.

- Den største fare for rålam er faktisk de mennesker, som finder dem. Mange tror, at de hjælper lammet ved at holde øje med det og tjekke, om dets mor kommer tilbage. Et rådyr vil dog meget sjældent nærme sig sin unge, hvis der er mennesker i nærheden. Det kan også være grund til, at nogle rålam går og kalder. Den er blevet sulten og utålmodig, men der er mennesker i nærheden, så moren tør ikke nærme sig, pointerer Michael Carlsen.

Finder man et tydeligt såret rålam, skal man kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.