Bodil holder Viborg Stift kørende - har været biskoppens vigtige medspiller i 22 år

Biskoppen og medarbejderne i administrationen i Viborg Stift holder styr på 276 sogne. Der er dog især én medarbejder, der har det forkromede overblik.

Bodil Abildgaard sørger for, at administrationen i Viborg Stift fungerer, som den skal.
Bodil Abildgaard sørger for, at administrationen i Viborg Stift fungerer, som den skal.
Foto: Kasper Riis Kristensen

Hun prædiker ikke, og hun har ingen sognebørn.

Alligevel er hun en meget vigtig person i Viborg Stift. 

Bodil Abildgaard er stiftskontorchef i Viborg Stift, og det har hun været i 22 år.

Selvom det er biskop Henrik Stubkjær, de fleste af os kender, så er Bodil Abildgaard en vigtig medspiller.

- Det er mig, der skal sørge for, at administrationen fungerer omkring ham. Jeg vil gerne have, at det er sådan, at når han kommer på arbejde, så er alt klappet og klart, så han kan sprede det gode budskab og være dygtig til sit arbejde, fortæller Bodil Abildgaard. 

Administrativ blæksprutte

Bodil Abildgaard er uddannet jurist og varetager mange forskelligartede opgaver. Faktisk kan det være svært for hende kort at beskrive, hvad det egentlig er hun laver.

- Ja, hvad laver jeg egentlig? Det spørger biskoppen også tit om, siger hun med et smil og tilføjer:

- Jeg har ansvaret for, at det fungerer her på stedet, og jeg er leder. Vi har også forskellige sager, som jeg er inde over. Det kan for eksempel være komplicerede byggesager eller sager om præsters ansættelse, fortæller hun. 

Det var ikke givet fra starten, at Bodil Abildgaard skulle tilbringe 22 år af sit liv med at arbejde i Folkekirken.

- Man gror lidt fast i det system her. Jeg kunne ikke finde på at søge væk, men hvis jeg skulle søge væk for eksempel efter 15 år, så tror jeg altså ikke, det er særlig sexet at have været ansat i Folkekirken, siger hun og griner. 

Bodil Abildgaard og biskop Henrik Stubkjær arbejder tæt sammen i hverdagen. 
Bodil Abildgaard og biskop Henrik Stubkjær arbejder tæt sammen i hverdagen. 
Foto: Kasper Riis Kristensen

I administrationen i Viborg stift er der 14 medarbejdere, der sørger for, at alt er, som det skal være i de 276 sogne i stiftet. 

Viborg Stift dækker over 288 kirker med 195 tilhørende præster. 

Praktisk boss og teologisk fyrtårn

Der er altså nok at se til for Bodil Abildgaard. Spurgt til, hvem der egentlig bestemmer mest af hende og biskoppen, svarer Bodil Abildgaard i et stort grin:

- Mig. Det gør jeg da. Punktum.  

- Ej, det er selvfølgelig biskoppen, der bestemmer. Han er vores teologiske fyrtårn, og han er faktisk blevet valgt. Han er valgt ud fra sin overbevisning, og hvordan han tænker, vi skal drive det her stift, siger hun. 

Bodil Abildgaard er rigtig glad for sit arbejde, og hun skal ikke nogen steder foreløbig.

- Jeg kan simpelthen godt lide det. Jeg synes tit, jeg går glad hjem. Der er meget, der er godt ved Folkekirken.

Interviewet med Bodil Abildgaard er en del af udsendelsen Fast Arbejde, der i denne uge har været på besøg hos Viborg Stift. Du kan se hele programmet nedenfor. 

8:34
Video: Kasper Riis Kristensen.