Black Box i Holstebro skifter navn: Skal styrke den lokale tilknytning

Som en hyldest til hjemstavnen har teatret i Holstebro valgt at skifte navn.

Teatret i Holstebro har valgt at skifte navn fra Black Box Theatre til Holstebro Teater. Det blev blåstemplet på et byrådsmøde den 20. april. 

Navneskiftet sker som en hyldest til hjemstavnen og for at skabe en større lokal forankring. 

- Af få Holstebro med i vores navn giver åbenlys mening. Vi bor i Holstebro, vi skaber forestillinger i Holstebro, vi optræder i Holstebro, og så er vi til, fordi Holstebro tror på kunsten - og det fortjener en hyldest, udtaler direktør Anders Jørgensen. 

Det betyder også, at teatres professionelle dansekompagni, Black Box Dance Company, skifter navn til Holstebro Dansekompagni. 

Øget kendskab til Holstebro

De nye navne glæder også borgmesteren i Holstebro Kommune, H.C. Østerby:

- Med navneskiftet til Holstebro Teater og Holstebro Dansekompagni får de endnu større betydning for udbredelsen af og kendskabet til Holstebro som en spændende og mangfoldig by, hvor kulturen er en del af vores DNA. 

Holstebro Dansekompagni er desuden det eneste professionelle dansekompagni i Danmark udenfor København. 


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Kultur.