Blå partier vil have bremset bonus for hurtig aflivning af mink

Regeringen vil give avlerne en såkaldt tempobonus på 20 kroner, hvis de afliver minkene inden 16. november.

Regeringen opfordres af blå blok til omgående at stoppe med at presse minkavlere til at aflive deres usmittede besætninger.
Regeringen opfordres af blå blok til omgående at stoppe med at presse minkavlere til at aflive deres usmittede besætninger.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

I et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen (S) og fødevareminister Mogens Jensen (S) opfordrer de blå partier til, at regeringen trækker den såkaldte tempobonus til minkavlerne tilbage.

Det står klart, at regeringen ikke har hjemmel i loven til at kræve alle mink slået ned på grund af coronarisiko, og derfor bør avlerne ikke presses til at aflive deres mink hurtigt, mener partierne.

- Stop omgående med at presse avlere til at aflive usmittede minkbesætninger udenfor risikozonerne, står der i brevet til statsministeren og fødevareministeren.

- Regeringen omgår efter vores opfattelse forsat loven, og derved forsætter den ulovligt beordrede aflivning af usmittede minkbesætninger udenfor risikozonerne.

For aflivningerne i hele landet gælder det, at minkavlerne kan få en bonus for hurtig aflivning.

I de syv nordjyske kommuner får minkavlerne 30 kroner per mink, de har aflivet inden de 9. november. I resten af landet modtager avlerne en tempobonus på 20 kroner, hvis de afliver minkene inden den 16. november.

Afsenderne af brevet er Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

- Det er Folketingets beslutning, at om alle mink skal aflives, og den beslutning er overhovedet ikke truffet. Derfor er det helt urimeligt, at regeringen opererer med en tidsfrist mandag, siger Rasmus Jarlov, som er politisk ordfører i De Konservative.

Partierne forventer, at regeringen "omgående bekræfter offentligt", at regeringens tempobonus for at have slået mink ned senest mandag ikke længere er gældende.

Minkavlere med usmittede besætninger udenfor risikozonerne skal ikke stilles dårligere økonomisk, hvis de ikke når deadline, mener de.

/ritzau/