Blå partier: Regeringen rykker på sig i landbrugsforhandlinger

Forhandlinger om en aftale for landbruget er "på rette spor" ifølge de borgerlige partier.

Venstre og Konservative er mandag eftermiddag til forhandlinger (arkivfoto).
Venstre og Konservative er mandag eftermiddag til forhandlinger (arkivfoto).
Foto: Jan Ebbesen

De to formænd for Venstre og Konservative er mandag mødt optimistiske op til forhandlinger i Finansministeriet om en aftale for klima- og kvælstofreduktioner i landbruget.

De to partier føler, at forhandlingerne går den rette vej, selv om de endnu ikke er enige med regeringen om en aftale.

- Vi har set på det udkast, som vi har fået. Det har vi nogle forbedringsforslag til, siger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

- Dem har vi sendt til regeringen. Dem skal vi så op at drøfte med regeringen.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, mener, at forhandlingerne de seneste dage har flyttet sig i den rigtige retning set med borgerlige briller:

- Jeg føler, at vi er på rette spor. Der er flere ting, der skal på plads.

- Regeringen har rykket sig. Vi har været kompromisvillige. Jeg håber og tror på, at det lander, siger han.

Skal bidrage til 2030-mål

Af regeringens oprindelige udspil til en aftale fremgår det, at formålet med aftalen er at finde reduktioner i landbrugets CO2-udledning, der kan bidrage til, at Danmark når sin klimamålsætning i 2030.

Her skal Danmark have en CO2-udledning, der er 70 procent mindre end i 1990.

Samtidig vil aftalen indeholde nogle tiltag for at mindske kvælstofudledningen i eksempelvis danske fjorde.

Her har beregninger fra Aarhus Universitet tidligere vist, at Danmark har et stykke vej til at leve op til et vandrammedirektiv fra EU.

Ifølge Søren Pape Poulsen bliver en eventuel aftale så omfattende, at det er vigtigt, at regeringen inddrager oppositionen.

- Derfor skal vi have en aftale over midten. Vi kan ikke byde et så stort erhverv, at det ved hvert folketingsvalg skal holde vejret, siger han med henvisning til landbruget.