Blå blok har to timer til at stille Mette Frederiksen spørgsmål - her er tre ting, de vil spørge om

Hele blå blok står bag indkaldelsen til en hasteforespørgsel om beslutningen om at aflive alle landets mink.

Onsdag klokken 13 er statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) kaldt i hasteforespørgsel af blå blok.
Onsdag klokken 13 er statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) kaldt i hasteforespørgsel af blå blok.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Onsdag klokken 13 er statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) kaldt i hasteforespørgsel af blå blok.

Her vil de først blive bedt om at redegøre for beslutningsprocessen bag den landsdækkende aflivning af mink, hvorefter ordet gives til spørgerne.

TV 2 har spurgt Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti, hvilke spørgsmål de mangler svar på. Her er tre af dem, der trænger sig mest på: Venstre: Hvorfor fortsætter regeringen med den ulovlige aflivning af mink, selv efter man var klar over, at det ikke var lovligt?

Venstre: Hvorfor fortsætter regeringen med den ulovlige aflivning af mink, selv efter man var klar over, at det ikke var lovligt?

Formanden for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, har i sinde at gå statsministeren på klingen i forhold til, at aflivningen af mink fortsatte i to dage, efter at statsministeren blev skriftligt orientereret om manglede lovgrundlag.

- Noget af det, vi først og fremmest mangler at få svar på er, at regeringen på et tidspunkt får at vide, at man kører for hurtigt og derfor bliver vinket til siden. Men når man har fået det at vide, hvorfor så fortsætte?, siger han til TV 2.

Og på netop dette spørgsmål tyder det på, at han får opbakning fra både Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Statsminister Mette Frederiksen har tidligere forklaret, at det skyldtes en forventning om, at den ansvarlige minister på området, Mogens Jensen, sørgede for at give oplysningen videre til alle relevante parter.

Det svar stiller Alex Vanopslagh, politisk leder for Liberal Alliance, sig ikke tilfreds med:

- Det er et meget simpelt spørgsmål, som hun i 14 dage nu har nægtet at svare på. Skyldes det, at hun føler sig hævet over loven - og at folkesundheden er vigtigere end folkestyret?

Dansk Folkeparti: Hvorfor sikrede statsministeren sig ikke, at lovhjemlen var på plads, da man i regeringens koordinationsudvalg 3. november drøftede at nedslagte alle mink og de facto lukke et helt erhverv?

Hos Dansk Folkeparti ser formand Kristian Thulesen Dahl onsdagens forespørgselsdebat som en kærkommen mulighed for, at han og de resterende spørgere kan få stillet statsministeren til ansvar på befolkningens vegne.

Foruden spørgsmålet om, hvorfor statsministeren ikke stoppede aflivningen af mink, ønsker han derfor svar på, hvorfor hun ifølge redegørelsen ikke stillede det afgørende spørgsmål om lovhjemmel, før hun traf beslutningen.

- Det helt afgørende er, om Statsministeriet slet ikke har været bekendt med noget som helst omkring ulovligheden. Det har jo formodningen imod sig, at statsministeren ikke får noget som helst nys om det, som en lang række ministerier åbenbart ved, nemlig at det ville være ulovligt at kræve aflivning af alle raske mink, siger Kristian Thulesen Dahl.

Konservative: Hvorfor har statsministeren hele tiden sagt, at det var myndighedernes anbefalinger at slå dyrene ned, når det ikke var tilfældet?

I tirsdagens udgave af Jyllands-Posten kunne man læse, at der sås tvivl om, hvorvidt statsministeren talte sandt, da hun begrundede beslutningen om at aflive mink med, at regeringen fulgte sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Statsministeren har konkret henvist til en risikovurdering fra Statens Serum Institut, der ifølge hende viste, at der ikke var andre muligheder end at slå alle mink i Danmark ned - også avlsdyrene, som har vist sig at være det afgørende element i spørgsmålet om, hvorvidt erhvervet på sigt kan genopstå.

Men risikovurderingen forholder sig slet ikke til risikoen ved at bevare avlsdyrene, siger Kåre Mølbak, faglig direktør i SSI nu til avisen.

Det Konservative Folkeparti vil bruge lejligheden til at få statsministeren til at forholde sig til Mølbaks udtalelse:

- Det har været meget underbelyst indtil nu. Det er alene Kåre Mølbak, hun har lænet sig op ad. Nu siger SSI, at de ikke har vurderet, om avlsdyrene kunne overleve. Det er et springende punkt, for hvis avlsdyrene havde overlevet, havde erhvervet det også, siger Rasmus Jarlov (K).

Om blå bloks udsendte får svar på deres spørgsmål, må tiden vise, når hasteforespørgslen starter klokken 13. Det forventes at vare omtrent to timer.