Biomasse kan sikre landdistrikter 23.000 job

Nye beregninger viser, at biomasse på sigt kan skabe massevis af arbejdspladser i landdistrikterne.

biomassejobs.jpg

Halm, græs, gylle og træ kan blive en sand guldgrube for landdistrikterne. Ifølge nye beregninger kan der i år 2030 skabes 23.700 arbejdspladser, hvis vi til den tid producerer 10 tons mere biomasse om året end nu. Beregningerne er lavet af konsulenthuset Copenhagen Economics, skriver Fagbladet 3F.

"Biomasse" består blandt andet af gylle og halm, som via en række processer kan laves til blandt andet enzymer og brændstof.

Af de 23.700 job, der kan skabes, er hele 18.500 i landdistrikterne. Samtidig vil over tre fjerdedele af jobbene gå til faglærte og ufaglærte.

Dansk Folkepartis energiordfører Mikkel Dencker er ikke i tvivl om "et stort potentiale".

- Men hvis der er brug for offentlige investeringer, skal man altid huske på at undersøge, om der kunne skabes flere arbejdspladser ved at investere på nogle helt andre måder, siger han.

Den holdning deler Venstre Thomas Danielsen, som er næstformand i Folketingets Energi- og Klimaudvalg.

- I Venstre vil vi satse bredt på mange forskellige energiformer. Også selvom det ikke altid er den mest økonomiske løsning på kort sigt. Vi skal understøtte den grønne omstilling, men det skal ske i balance med de øvrige erhverv, mener Thomas Danielsen.

Før der for alvor kan komme gang i udviklingen, skal der dog lovændringer til. Blandt andet skal det gøres til et krav, at der skal blandes mindst 2,5 procent 2. generations bioethanol i benzinen i Danmark. Det ville tiltrække investorer til blandt andet Maabjerg-værket ved Holstebro, som netop skal producere 2. generations bioethanol.

- Der er rigtig spændende perspektiver i de grønne job. Derfor vil vi gerne lave en bred aftale i Folketinget, så vi kan få gang i blandt andet Maabjerg-værket, siger Socialdemokraternes energiordfører Jens Joel.