Biograferne må genåbne – men flere ting står i vejen for at slå dørene op med det samme

Biograferne må efter forhandlinger mellem Folketingets partier åbne straks. Men de endelig retningslinjer mangler stadig.

Dorte Eskildsen afventer Kulturministeriet, der skal udsende de endelig retningslinjer for, hvordan biograferne kan holde åbent. Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Efter forhandlinger mellem partilederne blev det sent onsdag aften meldt ud, at genåbningen af blandt andet teatre, museer, biografer og zoologiske haver er fremrykket som en del af fase to. Derfor må de områder i kulturen åbne straks.

Vi kan sagtens lukke dørene op, men vi kan meget let komme til at bryde nogle af de her regler, som vi ikke ved, hvad er, fordi vi ikke kender dem.

Dorte Eskildsen, daglig leder, BioMors

Den melding vækker glæde i den frivilligt drevede biograf BioMors i Nykøbing.

- Min reaktion er total glæde. Det er jo fantastisk, at vi kan få lov at åbne igen, lyder det fra daglig leder, Dorte Eskildsen.

Men det betyder dog ikke, at morsingboerne allerede torsdag aften kan slå sig ned i de bløde biografstole og lade sig underholde. Biograferne mangler nemlig stadig at få de retningslinjer fra Kulturministeriet, som de skal efterleve.

Læs også Elektroniske sæder og verdens bedste lyd - store filmoplevelser i vente i Holstebro

- Vi skal have nogle retningslinjer for, hvordan vi skal indrette vores foyer og vores sal, så vi får det rette antal mennesker ind. Og vores frivillige skal have retningslinjer for, hvordan de skal gebærde sig bag disken, forklarer Dorte Eskildsen.

Derfor er det, ifølge den daglige leder, slet ikke muligt at åbne med det samme.

- Det er urealistisk, synes jeg. Vi kan sagtens lukke dørene op, men vi kan meget let komme til at bryde nogle af de her regler, som vi ikke ved, hvad er, fordi vi ikke kender dem.

Mangler film

Desuden mangler Dorte Eskildsen også noget andet, der er helt centralt i driften.

Film.

Den slags har biografen ikke bare lige til at ligge i skuffen.

- De premierefilm, vi var startet på, da Danmark lukkede ned, blev sendt på streamingtjenester efterfølgende, så dem kan vi måske godt vise, men de er i hvert fald også tilgængelige alle mulige andre steder, forklarer hun og uddyber, at hun håber, at den udlejer, de lejer filmene af, er hurtig på tasterne, så de har noget at vise.

Lige nu kan hun derfor kun gisne om, hvornår den reelle åbningsdato bliver.

- Mit bedste bud er i starten af juni. Hvis alt flasker sig, kan det måske blive tidligere, men vi ved det ikke helt præcis, siger Dorte Eskildsen.

Splinterny biograf i Holstebro nåede aldrig at åbne

I biografen i Holstebro vækker det grønne lys til at åbne også glæde.

Her bliver der dog ikke tale om en genåbning, men tværtimod en førstegangsoplevelse. Den splinternye BIG BIO skulle være åbnet med den nye James Bond-film på lærredet i begyndelsen af april. Men så kom coronavirus og ødelagde alle planer. Derfor har biografen endnu ikke haft første åbningsdag.

Billede fra den nye biograf i Holstebro. Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

- Jeg tror sjældent, at jeg har oplevet noget værre rent erhvervsmæssigt. Vi har brugt rigtig meget energi på det. Det har været en lang proces gennem mange år at få etableret den her nye luksusbiograf i Vestjylland, siger indehaver af biografen, Louise Obel.

- Og pludselig stod vi ved målstregen, og vi glædede os til at åbne for gæsterne. Så var det næsten ikke til at bære, at det så ikke kunne lade sig gøre.

Men det kan det nu. Ligesom på Mors må gæsterne dog væbne sig med tålmodighed.

- Vi er jublende glade for, at vi må åbne. Og vi ville gerne kunne åbne i dag, som vi må, men så hurtigt går det ikke. Det er ikke på samme måde som en café eller et museum, forklarer Louise Obel og uddyber, at teknikken eksempelvis først skal startes op, ligesom de også afventer retningslinjer fra Kulturministeriet.

Arkivfoto. Louise Obel i den nye BIG BIO. Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Dertil kommer meget andet praktisk, der skal på plads – og i BIG BIO’s tilfælde endnu mere, fordi biografen aldrig har haft åbnet før, og alting derfor er nyt.

- Det giver altså en større udfordring. Skulle vi genåbne, så kendte vi præcis rytmen i huset. Men det gør vi ikke her. Vi skal først lære nogle nye rutiner at kende, fortæller Louise Obel, der ved, hvad hun snakker om.

Hun og hendes mand, Henrik Obel, driver nemlig også to biografer på Sjælland.

Dato kommer snarest

Louise Obel har derfor også svært ved at sætte en præcis dato på, hvornår Holstebros nye biograf slår dørene op.

- Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at du kan gå i biografen den dag på det tidspunkt, men det kan jeg ikke lige nu. Det kan jeg nok om ganske få dage, for vi arbejder i døgndrift på det.

Åbningen bliver dog i formentlig i mindre skala, end det ellers var tiltænkt. Af hensyn til de retningslinjer, der skal overholdes.

- Jeg tror, at vi åbner stille og roligt op, så vi rigtig kan ’nurse’ om vores gæster og vise dem vores nye biografhus. Men det skal nok blive festligt alligevel, forsikrer indehaveren, der glæder sig til at få forløst de åbningsnerver, der efterhånden har boet i hende i flere måneder.

- Vi glæder os så meget til at få gæsterne ind og vise det, vi har skabt, slutter Louise Obel.

01:48 Luk video