Billister får 2,5 millioner tilbage

GF Forsikrings bilister i Midt- og Vestjylland har i 2014 haft så få skader, at de nu får del i millionoverskud på bilforsikringen.

gfforsikring.jpg

GF Forsikring med afdelinger i Holstebro og Herning deler nu ud af overskudet for 2014. Midt- og vestjyderne har nemlig kørt så godt, at der kom overskud på bilskaderegnskabet.

- Det gode skaderegnskab kommer bilisterne til gode, for i GF er det kunderne og ikke aktionærerne, som deler årets overskud på bilforsikringen, siger Vagn B. Lauridsen, der er formand for GF Midtvest.

GF-bilisterne i Midt- og Vestjylland kan se frem til at dele i alt 2.5 mio. kr. Det svarer til, at kunderne får 13 procent af forsikringspræmien for 2014 retur.

Penge til billister med skader

Og det er ikke kun billister uden skader, der får penge tilbage.

GF's kunder er sluttet sammen i grupper, såkaldte forsikringsklubber, der har udgangspunkt enten i geografi eller med udgangspunkt i tilhørsforhold til et fag eller et firma. Når årets bilskaderegnskab er gjort op i den enkelte klub, bliver overskuddet fordelt mellem medlemmerne af klubben, dvs. også til de bilister, der har haft en skade i årets løb. Overskuddets størrelse afhænger af, hvor mange og hvor dyre skader, der har været i klubben.

På landsplan sender GF Forsikring 134 millioner kroner tilbage til bilisterne. Pengene bliver overført til kundernes bankkonto den 13. marts.