Bestseller hjælper mere end én million børn og gravide

For præcis to år siden donerede Bestseller en hel dags omsætning til velgørenhed. Det blev til over 100 millioner kroner, som nu har gjort en forskel.

Modevirksomheden Bestseller donerede den 10. april 2015 hele virksomhedens globale omsætning til velgørende formål. En af de organisationer, der fik glæde af den store shoppelyst, var UNICEF.

18 millioner kroner fik UNICEF af modevirksomheden, og den donation har hjulpet mere end 1 million børn og gravide i nogle af verdens fattigste lande.

Sådan har UNICEF brugt pengene

Myggenet mod malaria

Helt konkret har det betydet, at børn og gravide i DR Congo, Kenya og Angola har fået behandling mod den frygtede sygdom malaria. Mens der samtidig også er delt omkring 700.000 myggenet ud.

Det har derfor gjort en stor forskel, siger kommunikationsdirektør hos UNICEF, Line Grove Hermansen til TV MIDTVEST:

- Vi samler normalt cirka 200 millioner ind om året, så den her donation var selvfølgelig en stor donation. Det er helt fantastisk, og det er også en ekstraordinær stor donation.

Mere end en million har fået glæde af nye myggenet.
Mere end en million har fået glæde af nye myggenet.
Foto: Lise Balsby

Bestseller glade for konkret hjælp

Hos Bestseller er de glade for at se, hvad donationen nu helt konkret er gået til:

- Det er en stor tilfredsstillelse at se resultaterne af UNICEFs arbejde. Vi er meget stolte af at kunne bidrage til et bedre liv for en million kvinder og børn i tre af de værst malaria-ramte lande i Afrika, siger Jesper Stubkier, der er kommunikationschef i Bestseller, i en pressemeddelelse.

- Det er ganske få donationer, vi får i den størrelsesorden. De senere år er det faktisk kun Lego og Bestseller, der har givet så store donationer, siger Line Grove Hermansen. 

 


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Erhverv.