Besøgshunde hitter hos demente

På Liselund Plejecenter hitter firbenede besøgsvenner. Nu vil forskere undersøge, hvorfor hunde og demente er sådan et godt match.

Besoegshunde.jpg

De fleste plejehjemsbeboere nyder at få besøg af menneskets bedste ven. Især demente kan opnå en tæt kontakt til hunde.

På Plejecenter Liselund i Viborg har de stor succes med at bruge firbenede besøgsvenner til deres demente beboere.

- Jeg bliver så glad indvendig, når den kommer. Det er hele livet, fortæller en rørt Ingrid Larsen efter at have haft besøg af hunden Lucca.

Lucca giver livskvalitet

Hver anden uge kigger labradoren Lucca og hendes ejer forbi demenscentret. Lucca er nemlig én af TrygFondens besøgshunde.

- Jeg tror, de opnår noget livskvalitet ved, at vi kommer her. Jeg kan se glæden i deres øjne, siger Luccas ejer, Lene Hedegaard Nielsen fra Viborg.

Og netop dét, har adfærdsforskere længe vist. Hundebesøg virker positivt på demente. Men nu vil de gerne undersøge årsagerne nærmere.

Men hvorfor?

- Jo mere demente, de beboere, vi besøger, er, jo mere henvender de sig faktisk til hunden og jo mindre til mennesket. Men man har ikke undersøgt, hvad det er konkret i kontakten til hunden, der har en effekt, forklarer Karen Thodberg, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet i Foulum.

I et nyt forsøg vil forskere fra Aarhus Universitet i Foulum derfor undersøge, hvad det er samvær med hunde gør ved ældre og demente. Om kort tid skal forskerne i gang med at finde de otte plejehjem, der skal være med i forsøget.

1:53