Bertel Haarder vil granske spareplan

Bertel Haarder (V) går nu ind i sagen om de omfattende spareplaner i Region Midtjylland.

sparekrav.jpg

"Region Midtjylland må gerne spare, men vi kan ikke på nogen som helst måde acceptere, at man i særlig grad sparer på Holstebro eller på akutberedskabet". Det siger Bertel Haarder torsdag til Ritzau. Indenrigs- og Sundhedsministeren vil nu underkaste spareplanen et skarpt eftersyn.

Mødes med borgmestre

Han mødes i dag med vrede borgmestre fra tre af de nordvestjyske kommuner, der bliver særligt hårdt ramt af besparelserne i sundhedsvæsnet, blandt andet Holstebro kommune. Både kommunerne og regionen vil om kort tid blive indkaldt til et møde med ministeren om besparelserne.

500 millioner skal spares

Spareplanen lægger op til, at der skal spares 500 millioner kroner. Planen vil blandt andet fjerne akutlægebiler fra en række yderområder og samle sundhedsfunktioner i større byer.