Berlingske Media solgt

Berlingske Media får ny belgisk ejer.

berlingskeweb.jpg

Berlingske Media får ny ejer. Mediehuset sælges sammen med hollandsk udgiver til belgiere for 1,8 milliarder kr.

Dermed skal blandt andre BT, Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Ringkjøbing-Skjern, Folkebladet Lemvig, Jydske Vestkysten og Danmarks ældste avis, Berlingske, have nye ejere.

Berlingske Medias ejer siden 2006, britiske Mecom Group, har indgået aftale med belgiske De Persgroep om salg af det danske mediehus for 1,832 milliarder kroner, oplyser Berlingske Media i en pressemeddelelse. I handlen indgår også det hollandske mediehus Wegener.

- Jeg er sikker på, at Berlingske Media med De Persgroep som ny ejer vil få mulighed for at styrke positionen på det danske marked og for at udvikle virksomheden som en del af en meget succesfuld europæisk mediekoncern, udtaler koncernchef Lisbeth Knudsen i pressemeddelelsen.

- Vores tankesæt og virksomheder minder rigtigt meget om hinanden. Vi kan få god inspiration af, hvad Persgroep har opnået af resultater på et tidspunkt, hvor vores egen virksomhed også er i en positiv udvikling, tilføjer hun.

Handlen forudsætter godkendelse fra Mecoms aktionærer på en generalforsamling efter sommer samt accept fra de hollandske konkurrencemyndigheder, fordi De Persgroep i forvejen driver store medieaktiviteter i Holland.

Handlen ventes derfor at falde endeligt på plads omkring årsskiftet.

De Persgroep havde sidste år en omsætning på 6,7 milliarder kroner og et driftsresultat på cirka 974 millioner kroner.

Mediekoncernens udgivelser omfatter blandt andet Belgiens bedst sælgende avis, Het Laatste Nieuws, med et dagligt oplag på 280.000 og flere end 1,1 millioner læsere samt De Morgen med 250.840 læsere.

Med salget af Berlingske Media er der sat punktum i den proces, som blev skudt i gang i sommeren 2012, da Mecom bekendtgjorde, at der skulle sælges ud af de danske aktiviteter.

Salgsprocessen blev dog bremset i oktober sidste år, da koncernen trods enkelte frasalg ikke havde fået tilpas mange og attraktive bud på de danske dele af forretningen.

 

/ritzau/