Banker efter møde med Kollerup: Bland jer uden om priserne

Finans Danmark og erhvervsminister Simon Kollerup (S) har torsdag holdt møde om ministerens rentekritik.

Erhvervsminister, Simon Kollerup. (arkivfoto)
Erhvervsminister, Simon Kollerup. (arkivfoto)
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) langede tirsdag hårdt ud efter landets banker og deres negative renter.

Ministeren mener, at bankerne skal stoppe med at kræve betaling fra flere kunder for at have deres penge stående i banken.

Torsdag har Kollerup så holdt møde med brancheorganisationen Finans Danmark. Efter mødet er bankernes melding klar: Politikerne skal blande sig udenom.

- Vi lytter selvfølgelig til, hvad ministeren siger, men vi sagde også ganske klart fra. Vi ønsker ikke en politisk indblanding i prisfastsættelsen, siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør for Finans Danmark.

Meldingen fra Kollerup kom, efter at Danske Bank havde sænket grænsen for, hvor mange penge man må have stående i bankerne uden at skulle betale for det.

Grænsen rykkede fra 250.000 til 100.000 kroner, hvilket er samme niveau som i andre store banker som Nordea, Sydbank og Jyske Bank.

Finans Danmark er bekymret for, at ministerens indblanding er et principielt skråplan, som rammer sektorens robusthed.

- Det er principielt forkert. Man ser jo heller ikke, at politikerne er inde at diktere store, væsentlige priser i andre sektorer, siger Ulrik Nødgaard,

Han peger på, at varen - altså indlånet - sælges til under indkøbspris.

Det er den enkelte bank, som bestemmer renten. Den er dog delvist styret af, hvad renten er hos Nationalbanken - bankernes bank.

Renten er på minus 0,50 procent hos Nationalbanken. Det betyder, at det koster almindelige banker at have deres penge - som stammer fra privatkunder og virksomheder - stående hos Nationalbanken.

Simon Kollerup fastholder efter mødet, at grænsen er nået. Han peger på, at grænsen gradvist er sænket fra 750.000 kroner til nu 100.000 kroner.

- Jeg vil insistere på, at der må og skal være en rimelighed i forholdet mellem bank og den almindelige kunde.

- Det har jeg haft en udmærket snak med bankerne om på et møde i dag i Erhvervsministeriet.

- Det er for tidligt at tale om næste skridt, men jeg håber, at bankerne har noteret mit budskab, lyder det i en skriftlig kommentar.

Ifølge Ulrik Nødgaard fra Finans Danmark er der ikke aftalt yderligere møder med ministeren.

Organisationen fortæller, at der opleves et stigende pres på branchen. Blandt andet på grund af Nationalbankens negative rente, som snart har tiårsjubilæum.

- Men vi oplever også et stort pres fra regeringen, som senest kulminerede i en særskat på sektoren på to milliarder kroner årligt til betaling af en pensionsreform.

Ulrik Nødgaard henviser til, at dele af pengene til retten til tidlig pension - bedre kendt som Arne-pensionen - skal findes ved at beskatte bankerne.

- Det er en uholdbar situation, at man bliver ved med at pålægge vores sektor økonomiske byrder, lyder det fra direktøren.

/ritzau/