Bankdirektør om hårdt trængte landmænd: Vi hjælper de fleste
Landbruget er presset. Men Vestjysk Bank gør alt, hvad der er muligt for at hjælpe flest mulig af de økonomisk trængte landmænd, siger direktøren.
En undersøgelse fra Landbrug & Fødevarers videnscenter, SEGES, viser, at mere end hver fjerde af landets svineproducenter har en så presset økonomi, at de kun lever på bankens nåde.
Hos Vestjysk Bank gør man, hvad man kan for at hjælpe sine landbrugskunder.
- Vi hjælper de landmænd, vi vurderer, der skal hjælpes, og det er langt, langt, langt de fleste. Det er jeg nødt til at slå fast. Og når vi er en lokal bank i det her område, skal vi selvfølgelig også hjælpe de landmænd, der skal videre, siger administrerende bankdirektør Jan Ulsø Madsen til TV MIDTVEST.
- Typisk betyder det, at vi forhøjer kassekreditten hen over perioden, så de kan betale regningen og komme videre.
Bankdirektøren erkender dog også, at hans bank spiller en væsentlig rolle i landmændenes fremtid.
- Vi spiller en stor rolle, fordi vi er dem, de først går til, fordi vi er dem, der kan hjælpe dem med de penge, de står og mangler. Så vi spiller en meget, meget stor rolle, og det ansvar tager vi på os.
Han mener ligesom SEGES, at sommerens tørke og den lave afregningspris for svineproducenter er en væsentlig årsag til de problemer, der lige nu plager landbruget.