Bagland bakker op om Kristian Jensen-udmelding

Flere i Venstres politiske bagland mener, at tonen i debatten er skadelig for integrationen. Dermed bakker de op om næstformand Kristian Jensens seneste udmeldinger.

Kristian Jensen i bil_0.jpg

Der ser ud til at være flere i Venstres bagland, der deler næstformand Kristian Jensens mening om, at debatten om indvandrere er for negativ.

Det skriver Politiken torsdag, efter at både Kristian Jensen og politisk ordfører Inger Støjberg (V) inden for de seneste uger har sat markante aftryk på integrationsdebatten.

Biograftur og kronik

Først var det Inger Støjberg, der på Facebook skrev om "en flok indvandrerdrenge", som havde spoleret hendes biograftur.

Dernæst skrev Kristian Jensen en kronik i Søndagsavisen, hvor han slog til lyd for at "ændre det sortsyn og fokus på negative historier", som ifølge ham præger debatten om indvandrere.

Og nu viser en rundspørge foretaget af Politiken Research blandt Venstres byrådsmedlemmer, regionsrådsmedlemmer og kommuneforeningsformænd, svarer 67 procent, at der fokuseres for meget på problemerne i indvandrerdebatten.

Over halvdelen finder tonen skadelig

Rundspørgen viser også, at 56 procent af de adspurgte ligefrem mener, at tonen i debatten er skadelig for integrationen.

I rundspørgen svarer 41 procent, at den politiske ordfører bidrager positivt til indvandrerdebatten, mens 27 procent mener, at Inger Støjberg bidrager negativt til debatten.

Inger Støjberg mener, at det er naturligt, at man som politiker fokuserer på problemer. Og at godt hver fjerde i rundspørgen mener, at hun bidrager negativt til debatten, kommer ikke bag på hende, skriver Politiken.

270 ud af 894 lokalpolitikere i Venstre har deltaget i rundspørgen.