Arla sender 2,1 milliarder til landmænd

Arlas repræsentantskab har onsdag vedtaget at sende hele årets resultat på 2,175 milliarder kroner til virksomhedens omkring 11.200 andelshavere.

Arla har endeligt vedtaget at give over 2,1 milliarder tilbage til sine landmænd.
Arla har endeligt vedtaget at give over 2,1 milliarder tilbage til sine landmænd.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Repræsentantskabet i Arla stemte onsdag endeligt ja til bestyrelsens forslag om at udbetale hele årsresultatet til andelshaverne. Det betyder, at der udbetales 290 millioner euro - omkring 2,175 milliarder kroner - som efterbetaling til de omkring 11.200 landmænd, der er andelshavere i Arla. 

Normalt fordeles resultatet på efterbetaling og konsolidering, men en stærk balance betyder, at bestyrelsen valgte at afvige fra Arlas konsolideringspolitik og foreslog repræsentantskabet at udbetale 2,3 eurocent per kilo mælk til andelshaverne.

- Som landmandsejet virksomhed er vi bevidste om, at sommerens tørke i Europa var ekstraordinær og påvirkede fodersituationen for mange af vores medlemmer. Vi er tilfredse med Arlas stærke balance, som gør det muligt for os at udbetale hele årsresultatet, siger Arlas bestyrelsesformand Jan Toft Nørgaard.

Stabil omsætning

Arlas omsætning steg i 2018 til 10,4 milliarder euro sammenlignet med 10,3 milliarder euro i 2017 og 9,6 milliarder euro i 2016.

- Vores balance er blevet væsentligt forbedret de seneste fem år. Vores finansielle målsætninger holder sig inden for målintervallerne, forudsat at repræsentantskabet vender tilbage til den ordinære konsolideringspolitik efter 2018, siger Arlas koncernchef Peder Tuborgh.

For andelshaverne giver forslaget om at udbetale hele årsresultatet en efterbetaling på 23,6 øre for hvert kilo mælk leveret i 2018, som udbetales på årsafregningen den 8. marts.

Koncernen forventer at nå en omsætning på 10,2-10,6 milliarder euro i 2019.