Arla holder skindet på næsen trods traurig start på 2018

Den store mejerivirksomhed Arla har øget salget og overskuddet, selv om starten af året var en drøj omgang.

Arla
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Arla formåede i første halvår at øge omsætningen og resultatet på trods af, at starten af året var hårdt plaget af udfordrende markeder og et svagt britisk pund.

Det viser regnskabet for første halvår, der netop er offentliggjort.

- Vi fik en hård start på 2018 og måtte handle hurtigt for at genoprette vores bundlinje, som var påvirket af et svagt britisk pund og ekstremt lave proteinpriser.

- Den hurtige indgriben havde en positiv effekt, og vi var i stand til at forbedre vores lønsomhed og vores mælkepris i perioden, men der er stadig et stykke vej igen, før vi er i mål, skriver administrerende direktør Peder Tuborgh i regnskabet.

5.127 millioner euro i omsætning

Arla nåede en omsætning på 5127 millioner euro i første halvår, 38,2 milliarder kroner. Det blev omsat til et nettoresultat på 120 millioner euro, 895 millioner kroner.

- Stigningen skyldtes primært brandede produkter og øget tradingaktivitet samt bedre geografisk sammensætning kombineret med højere salgspriser, til dels modsvaret af en negativ valutakursudvikling, skriver Arla i regnskabet om sin omsætningsvækst.

De brandede produkter er de Arla-produkter, der går under kendte navne. Det tæller blandt andet Lurpak, Castello og osten Puck i Mellemøsten.

Lurpak med forrygende halvår

Specielt Lurpak har haft et forrygende halvår. Stigende priser på smør sendte omsætningen op med 11,3 procent. Dermed solgte Arla for 270 millioner euro - to milliarder kroner - Lurpak i første halvår.

For hele året venter Arla at omsætte for 10-10,5 milliarder euro.

- Uforudsigelige vejrforhold og volatilitet på markedet er desværre blevet mejeribranchens tro følgesvende, og den aktuelle situation lægger op til forsigtighed i de kommende måneder, skriver Peder Tuborgh.

I forbindelse med regnskabet skriver Arla, at hele overskuddet for 2018, der forventes at ligge på 2,1 til 2,3 milliarder kroner, vil blive udetalt til andelshaverne - landmænd.

- Som et landmandsejet selskab bekymrer vi os meget om vores andelshavere, og vi anerkender, at sommerens tørke i Europa har været usædvanlig, skriver bestyrelsesformand Jan Toft Nørgaard i en meddelelse.

/ritzau/