Arla dropper genmodificeret foder til køer fra 2021

Tyske og svenske mælkebønder har droppet genmodificeret foder, og nu skal Arlas danske landmænd også gøre det.

Arlas andelshavere i Tyskland og Sverige har allerede skiftet over til foder, der er fri for genmodificeret indhold.
Arlas andelshavere i Tyskland og Sverige har allerede skiftet over til foder, der er fri for genmodificeret indhold.
Foto: Michael Bothager/Ritzau Scanpix

Mejeriselskabet Arla beder fra 1. april 2021 alle sine konventionelle landmænd i Danmark om at droppe genmodificeret foder.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse på hjemmesiden.

Omlægningen til foder, der ikke er genmodificeret, udløser et tillæg på én eurocent per kilo mælk.

Arlas andelshavere i Tyskland og Sverige har allerede skiftet over til foder, der er fri for genmodificeret indhold.

Og nu kommer skiftet også til at gælde i Danmark.

- Når al mælken i Danmark i 2021 bliver baseret på ikkegenmodificeret foder, kan vi i højere grad efterkomme ønsker fra blandt andre tyske kunder og forbrugere, og dermed fremtidssikrer vi den danske mælkeproduktion.

- Det letter desuden på kompleksiteten i produktionen og logistikken i Danmark, og det sparer vi omkostninger på, siger Peter Giørtz-Carlsen, chef for Arlas europæiske forretning.

Danske forbrugere har siden 2017 haft mulighed for at købe drikkemælk fra Arla fra køer, der ikke får genmodificeret foder.

Den økologiske mælk fra Arla kommer også fra køer, som ikke får genmodificeret foder.

Men konventionelle danske landmænd har altså indtil nu haft mulighed for at blande genmodificeret indhold i foderet.

Foder med genmodificerede afgrøder udgør mellem nul og ti procent af den samlede mængde foder, som anvendes af Arlas konventionelle landmænd.

Omfanget afhænger af, hvordan landmanden vælger at sammensætte sit foder.

Ved genmodificerede fødevarer forstår man fødevarer, som består af, indeholder eller er fremstillet af en genmodificeret organisme (gmo). Det kan for eksempel være genmodificerede majskerner eller olie fra genmodificerede sojabønner.

De fleste af de genmodificerede organismer, der er udviklet til fødevarebrug, er planter, som er gjort mere modstandsdygtige over for ukrudtsmidler, angreb af skadedyr eller sygdomme.