Året der gik: De største sportsøjeblikke

Der var dem, der sejrede, og dem, der tabte. Nogen vendte hjem, og andre indstillede karrieren. Der var masser af store sportsøjeblikke i 2017.

Pernille Mathiesen EM i cykling
Foto: TV MIDTVEST

Målt i antal deltagere var landsstævnet i Aalborg den største begivenhed i 2017. 25.000 mennesker, heriblandt også masser af midt- og vestjyder, deltog i det fire dage lange stævne, hvor et af højdepunkterne var efterskolernes store opvisning.

Herning var værter for en hel del store sportsbegivenheder i året, der så småt går på hæld. Først var det EM i triatlon i juni, og i slutningen af juli stod den på EM i cykling. Her blev det til flere danske medaljer – blandt andre til Kasper Asgreen fra Herning og Pernille Mathiesen fra Holstebro.

- Jeg har det helt vanvittigt. Jeg er så glad. Det er helt ubeskriveligt, sagde Pernille Mathiesen, der vandt guld i U23-klassen for kvinder.

Heste til flere milliarder indtog MCH og Boxen i oktober ved et stort internationalt World Cup-stævne. 

Masser af enkeltpræstationer

Rigtig mange midt- og vestjyder kan se tilbage på 2017 som et succesfuldt år.

Dina Thorslund fra Struer blev juniorverdensmester i boksning, Marcus Boesen blev europamester og slog flere verdensrekorder i styrkeløft på hjemmebane i Thisted, og Ashli Williamson og Bjørn Bitsh fra Karup satte verdensrekord ved at vinde fire VM-medaljer i showdans på et år.

Dressurrytter Susanne Sunesen fra Hundborg red sig til to medaljer ved handicap-EM i Sverige, og førtidspensionist Helle Jacobsen fra Holstebro vandt VM-sølv i mountainbike.

- Man har været helt skubbet ud, og man har ikke kunnet noget, og man har nærmest en handicapbil med vidvinklede spejle. Men man kan noget alligevel, sagde Helle Jacobsen, der, efter to trafikulykker, nu er førtidspensionist og mountainbikerytter.

Dina Thorslund blev juniorverdensmester på hjemmebane i Struer.
Dina Thorslund blev juniorverdensmester på hjemmebane i Struer.
Foto: TV MIDTVEST

Morten "kicker" Andersen fra Struer blev optaget i Hall of Fame for 25 sæsoner og flere rekorder i den bedste amerikanske fodboldrække NFL.

Skjern havde et forrygende år

Skjern sagde i 2017 farvel til syv spillere blandt andre de to store profiler Daniel Svensson og Thomas Klitgaard. De var en del af årsagen til, at første halvdel af året blev rigtig godt for vestjyderne.

2017 begyndte med en pokaltriumf specielt takket være Tibor Ivanisevic i målet, som kun havde været i Skjern i et par uger. Dagen efter trak han store overskrifter.

Skjerns målmand Tibor Ivanisevic blev den store helt i pokalfinalen og sikrede vestjyderne sejren.
Skjerns målmand Tibor Ivanisevic blev den store helt i pokalfinalen og sikrede vestjyderne sejren.
Foto: TV MIDTVEST

- Vi kom for at tage pokalen, og vi nåede vores mål. Det skal vi fejre, sagde Tibor Ivanisevic.

Skjern spillede sig for fjerde gang i klubbens historie i DM-finalen, men tabte til Aalborg.

Efter sommerferien fejrede de grønne 25 års jubilæum, hentede Anders Eggert hjem og holder nu fortsat fast i succesen. De sikrede sig førstepladsen i Champions Leagues gruppespil med 10. sejr i træk og ligger i toppen af ligaen.

Skjern vandt pokalfinalen over Bjerringbro-Silkeborg.
Skjern vandt pokalfinalen over Bjerringbro-Silkeborg.
Foto: TV MIDTVEST

Skuffende år i fodboldens verden

Andre kan håbe på, at 2018 bliver lidt bedre, for hvor der er vindere, er der også tabere.

Viborg FF kæmpede for at blive i Superligaen, men tabte den afgørende kamp til Helsingør, som i stedet rykkede op. 

- Jeg er chokeret over mig selv, og over at vi som hold formår at pisse hele det her væk, sagde Jonas Kamper, der er anfører i VFF.

Johnny Mølby blev fyret efter nederlag i første kamp i første division mod Thisted. Steffen Højer tog over og har fået nogenlunde styr på drengene fra domkirkebyen, som overvintrer på 7. pladsen. 

Jeppe Grønning og Viborg FF var langt fra tilfredse med, at det ikke lykkedes at blive i Superligaen.
Jeppe Grønning og Viborg FF var langt fra tilfredse med, at det ikke lykkedes at blive i Superligaen.
Foto: TV MIDTVEST

Skive IK så det meste af foråret ud til at blive årets helt store fodboldsensation. Skibonitterne havde Superligaen i sigte, men tabte fem kampe i træk og sluttede som nr. 5.

2017 bød på masser af op- og nedture i sportens verden. Vi har klippet et sammendrag af nogle af sportens store begivenheder og præstationer i 2017. Det hele kan du se herunder: 

14:52
Her kan du se alle højdepunkterne fra sportsåret 2017.