Annette Lind: - Jeg kæmper stadig mod motorvejshullerne

Regeringen landede for nylig sin første finanslov, der ikke nævner et ord om asfalt i Midt- og Vestjylland. Annette Lind maner til ro og kæmper stadig for 2+1-vej og mod motorvejshuller.

- Det er jo sådan, at man ikke kan lave alting på en gang. Men i den nærmeste fremtid skal vi i gang med at lave en transportaftale.
- Det er jo sådan, at man ikke kan lave alting på en gang. Men i den nærmeste fremtid skal vi i gang med at lave en transportaftale.
Foto: TV MIDTVEST

Mon ikke flere midt- og vestjyder med hang til asfalt, havde set frem til den finanslovsaftale, som regeringen lavede med sit parlamentariske grundlag for nu 14 dage siden? I hvert faldt, hvis de kan huske folketingsvalgkampen i foråret, hvor indtil flere socialdemokrater lovede, at en kommende S-regering ville se med milde øjne på infrastruktur-udfordringerne i landsdelen.

Annette Lind, folketingsmedlem valgt for Socialdemokratiet i Holstebro, var en af dem, der skråsikkert sagde, at hun ikke var i tvivl om, at en ny rød regering ville prioritere for eksempel at lukke motorvejshullerne ved Herning.

Men i dag foreligger der ingen konkrete planer om, hvordan eller hvornår hullerne i motorvejen ved Herning bliver lukket. I finanslovsaftalen, som Socialdemokratiet har lavet med SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet, bliver ingen infrastrukturinvesteringer hverken italesat eller prioriteret.

- Det er jo sådan, at man ikke kan lave alting på en gang. Men i den nærmeste fremtid skal vi i gang med at lave en transportaftale. Og der skal vi selvfølgelig gøre vores hoser grønne, siger Annette Lind.

Socialdemokraten, der har siddet i Folketinget siden 2011, beder folk i landsdelen om at slå koldt vand i blodet og understreger, at hun ikke har opgivet kampen om bedre infrastruktur i Midt- og Vestjylland.

- Jeg kæmper stadig mod mortovejshullerne, og jeg kæmper stadig for 2+1-vejen (fra Herning til Ringkøbing, red.), og faktisk har jeg i fredags aftalt, at Motorvejsgruppen skal over og tale med Transportministeren, forklarer Annette Lind. 

DF: Blottet for initiativer i landsdelen

Annette Lind medvirker i denne uges politiske magasin, Krydsfelt, på TV MIDTVEST, hvor også Andreas Steenberg (Rad.), Dennis Flydtkjær (DF) og Carsten Kissmeyer (Venstre) er gæster i studiet.

De to oppositionspolitikere undrer sig over, at der i finansloven for 2020 ikke er taget flere hensyn til Midt- og Vestjylland og synes, at især prioriteringen af asfalt mangler.

- Det er en aftale, der er fuldstændig blottet for initiativer i landsdelen. Man har lovet klokkeklart, at der skulle komme netop lukning af motorvejshuller og en 2+1-vej, siger Dennis Flydtkjær, som bliver bakket op af Carsten Kissmeyer.

- Hvad angår hele infrastrukturdelen, som betyder rigtig meget, så er hele molevitten pillet af bordet. Vi har ikke fået nogen som helst tilsagn om investeringer i det midt- og vestjyske, understreger Venstre-folketingsmedlemmet fra Ikast.

Andreas Steenberg, Annette Lind, Carsten Kissmeyer og Dennis Flydtkjær er panelet i denne uges Krydsfelt med Klaus Knudsen Pedersen.
Andreas Steenberg, Annette Lind, Carsten Kissmeyer og Dennis Flydtkjær er panelet i denne uges Krydsfelt med Klaus Knudsen Pedersen.
Foto: TV MIDTVEST

Radikale: Glad for trafikinvesteringer ikke er med

Tilsagn eller ej. Det Radikale Venstre glæder sig over, at infrastruktur og asfalt ikke blev en del af den netop indgåede finanslovsaftale. Partiets transportordfører mener, at når det handler om investeringer i veje, så er der brug for brede aftaler, som bakkes op af så mange af Folketingets partier som muligt.

- Det her er jo en smal aftale med Enhedslisten, der er imod biler og ikke vil investere i veje. Derfor glædede det mig egentlig, at man holdt krudtet tørt på transportområdet i denne her finanslovsaftale, fordi det gør, at vi senere kan få lavet en stor og bred aftale, som man kan stole på, mener den radikale transportordfører Andreas Steenberg.

Læs regeringens finanslovsaftale med SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet.

33:45
Med både finanslov og klimalov i hus, kan folketingspolitikerne begynde at tænke på juleferie. I årets sidste Krydsfelt-udsendelse bliver der gjort politisk status, når Annette Lind (Soc.dem.), Andreas Steenberg (Rad.), Carsten Kissmeyer (Venstre) og Dennis Flydtkjær (DF) er gæster i studiet.