Anne V. Kristensen vil være borgmester

Næstformand i Region Midtjylland, Anne V. Kristensen fra Venstre, vil være borgmester i Horsens Kommune

Anne V. Kristensen

Venstres Anne V. Kristensen er parat til at forlade sin plads som næstformand i Region Midtjylland for i stedet at blive borgmester i Horsens Kommune.

Når Venstre i Horsens holder opstillingsmøde i marts er hun på valg til posten som borgmesterkandidat, og hun stopper i Regionsrådet ved det kommende kommunalvalg.

-Jeg tror, Horsens bliver bedre med en borgerlig borgmester, der kan sætte sig for bordenden og skabe et bredt samarbejde, hvor ideologiske barrierer fylder mindre, siger Anne V. Kristensen.

Tæt på at slå Bent Hansen

Anne V. Kristensen har tidligere siddet i Horsens Byråd fra 2002 til 2010 - indtil hun blev valgt som spidskandidat til Regionsrådet.

Ved de seneste to valg har det kun været få mandater, der skilte Anne V. Kristensen fra at slå socialdemokraternes Bent Hansen som regionsrådsformand. 

Hun har været næstformand for Danske Regioners sundhedsudvalg og er i denne periode formand for Danske Regioners udvalg for regional udvikling og EU, som skal sikre erhvervsudvikling i hele landet. Hun har desuden siddet i Danske Regioners bestyrelse siden 2010. 

-Jeg vil i høj grad bruge mine erfaringer fra det sundhedspolitiske, når vi skaber fremtidens Horsens Kommune. Her har vi med behandlingsgarantier, patientrettigheder og kræft- og hjertepakker løftet kvaliteten for borgerne. Vi har givet borgerne frit valg og klare rettigheder. Det skal vi overføre til det kommunale, hvis det står til mig, siger Anne V. Kristensen.