Anders på Herrens mark: Det bør du vide, før du får et kæledyr

Alt tyder på at mange danskere har købt et kæledyr for første gang i 2020. Men hvad bør man egentlig sætte sig ind i, inden man anskaffer sig et kæledyr?

2020 har for mange brancher været et år, hvor omsætningen er faldet. Men sådan er det ikke gået for dem, der sælger kæledyr eller relaterede produkter. 

Selv om det er en god nyhed, at flere danskere vælger at bringe dyr ind i familien, så er der ifølge Dyrenes Beskyttelse en række konkrete emner, man som ejer bør overveje, før man anskaffer sig et kæledyr.

quoteDer er mange nye købere i det her marked, som ikke har haft dyr tidligere

Jens Jokumsen, familiedyrschef, Dyrenes Beskyttelse

- Overordnet er der fire ting, man skal have styr på, siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse. 

Jens Jokumsen er selv uddannet dyrepasser, og så har han i de seneste mange år rådgivet ejere om deres kæledyr. I videoen ovenfor kan du se Jens Jokumsen assistere Anders På Herrens Mark i afsnittet om kæledyr.

- Man skal sætte sig ind i, om man har råd til det. Om man har tid. Om man har plads til det her dyr, som man er ved at bringe ind i sin familie. Og så er det er god ide at se lidt frem i tiden. Hvor gammelt bliver dyret? Hvor længe skal ejere regne med at have det, siger Jens Jokumsen.

2:25
Flere end nogensinde har - eller er i fuld gang med at anskaffe sig et nyt familiemedlem med fire ben

Hunde fra en opdrætter kan alene i indkøb plus  udgifter til opstart løbe op i 10.000 - 15.000 kroner.  Derefter skal man regne med en årlig udgift på omkring 8.000 - 10.000 kroner alt efter hundens størrelse. For katte skal man som ejer regne med en årlig omkostning på 6.000 - 8.000 kroner til mad, dyrlægebesøg, legetøj og lignende. 

To andre vigtige faktorer er ifølge familiedyrschefen "tid" og "plads". Nogle dyr kræver, at man bruger meget tid på at være sammen med dem. Nogle dyr er ikke gode til at være alene hjemme. Selv akvariefisk, der ikke som sådan kræver menneskelig kontakt, skal have skiftet vand i akvariet engang imellem. 

- Det er vigtigt, at man som ejer kan overskue at bruge tid sammen med dyret. Og så er det klart, at plads også er en faktor. Hvis man bor i en meget lille lejlighed med et dyr, der kræver megen motion, så kræver det, at ejeren er god til at komme ud. Det kan sagtens lade sig gøre, men det er mere krævende af ejeren, siger Jens Jokumsen. 

Så gamle bliver vores kæledyr
Katte10-15 år
Hunde7-15 år
Undulater8-10 år
Kaniner5-8 år
Marsvin4-5 år
Guldfisk10-20 år
Heste20-35 år
Ørkenrotter3-5 år
Hamstere1-3 år
Kælegrise8-15 år

Kæledyrsboom i 2020

Der bliver sjældent lavet opgørelser over, hvor mange kæledyr danskerne har. Den seneste store undersøgelse er 20 år gammel, men ifølge Jens Jokumsen antager man, at der siden undersøgelsen har været en lille men støt stigning over de seneste 20 år. 

quote- Vi plejer at have stilstand på Internaterne i løbet af julen, hvor der normalt ikke er så mange, der kommer og adopterer dyr. Men der har været supertravlt i november og i december

Jens Jokumsen, Familiedyrschef, Dyrenes Beskyttelse

I organisationen antager man, at der er mere 600.000 hunde og 750.000 katte i de danske hjem. I år har der været flere indikationer på, at corona-epidemien har fået os til at købe endnu flere kæledyr. Ifølge Danske Bank, der måler på kundernes forbrug af kæledyrs-relaterede produkter, har stigningen i nogle perioder af 2020  været på 30%, det skriver Ifølge Jyllands Posten

Hos Dyrenes Beskyttelse kan Jens Jokumsen genkende tendensen.

- Vi oplever det jo også nu her sidst på året, siger Jens Jokumsen. 

- Vi plejer at have stilstand på Internaterne i løbet af julen, hvor der normalt ikke er så mange, der kommer og adopterer dyr. Men der har været supertravlt i november og i december, som vi aldrig har set før. 

Samtidigt har der over en længere årrække været en stigning i antallet af dyr, der bliver afhændet hos Dyrenes Beskyttelse, fordi ejeren af den ene eller anden grund ikke længere ønsker dyret.

Fra 2004-2017 steg antallet af hunde, der blev afleveret til internater med 4% og antallet af katte steg med 250%.

2:20
Nu er de mange coronahvalpe blevet så store, at det giver pres på de steder, der tilbyder hundetræning.

- Ja, det er der ingen tvivl om. Der er rigtige mange, der nu har fået mulighed for at få et kæledyr i år. Det er også, hvad vi fornemmer og hører. Der er mange nye købere i det her marked, som ikke har haft dyr tidligere, siger Jens Jokumsen. 

Sæt dig ind i dit nye kæledyr

Jens Jokumsen glæder sig grundlæggende over, hvis flere danskere har valgt at tilføje et kæledyr til husstanden.

FAKTA: Derfor skiller vi os af med vores hunde og katte

 - Overordnet har jeg ikke grund til at se noget problematisk i det. Vi har ikke set noget tilbageflow til internaterne. Det er positivt, fordi der er en masse gode ting ved at have et dyr i familien for både dyr og mennesker. Kæledyr lærer os, at der er andre i verden end os selv, og de giver os et rigere liv, vil jeg sige.  

Men han opfordrer dog alle nye kæledyrsejere til at sætte sig grundigt ind i det nye familiemedlems behov. 

quoteKæledyr lærer os, at der er andre i verden end os selv, og de giver os et rigere liv

Jens Jokumsen, familiedyrschef, Dyrenes Beskyttelse

- Der vil altid være nogen, for hvem det har været et impulskøb. Dem må vi så hjælpe med at få afhændet dyret på et internat på en ordentlig måde. Sådan nogen vil der altid være, men overordnet, synes jeg, det er en positiv tendens. 

Skal man skille sig af med et kæledyr, anbefaler familiedyrschefen, at man først forsøger at få afsat dyret i sit eget netværk. Venner eller familie eller nogen de kender. 

- Og endelig, hvis alle muligheder er udtømte, så kan man jo henvende sig ved det nærmeste internat, hvor der vil stå folk klar og forsøge at hjælpe, så godt de kan, siger Jens Jokumsen.

Tag med Anders i marken

I serien "Anders På Herrens Mark" har Anders Bro også undersøgt alt, der er værd at vide om fx snot, tømmermænd og sædkvalitet. Du kan se alle afsnit i serien her